23948sdkhjf

Digitalt byggeri: Potentialet er stort, men håndværkerne usikre

Arkitekter og rådgivere er i fuld gang med at høste fordelene ved det digitale byggeri, men ude på byggepladserne er virkeligheden en anden.

På baggrund af interview med 359 virksomheder i den danske bygge- og anlægsbranche konkluderer Teknologisk Institut, at fire ud af fem arkitekt- og ingeniørvirksomheder bruger mindst én af teknologierne droner, robotter, 3D-print, Big Data og machine learning.

Blandt entreprenører og håndværkere er det blot en tredjedel.

Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at mange respondenter har svaret "Ved ikke", "Irrelevant" eller "Slet ikke" på spørgsmålene om, hvilke digitaliseringsteknologier de anvender.

- Det kan tyde på en stor usikkerhed i byggeriet om de nye teknologier, mener seniorspecialist Stig Yding Sørensen, der har stået for dataindsamlingen.

Når byggeriets virksomheder endnu er tilbageholdende med introduktion af digitale metoder, kan det altså hænge sammen med uvidenhed om mulighederne. Og det er ærgerligt, for gevinsten ved øget digitalisering er stor, mener direktør i Teknologisk Institut, Mette Glavind:

- Branchen har gode indledende erfaringer med Build 4.0, men der kan høstes meget store fordele på ressourceforbrug, energiforbrug og kvalitet og værdiskabelse ved øget digitalisering, siger hun.

Mette Glavind påpeger, at der i Danmark er bundet 5.000 mia. kroner i bygningernes værdi. Samtidig står byggeriet for 40 procent af samfundets ressourceforbrug, 40 procent af energiforbruget og 35 procent af affaldsproduktionen. I 2017 estimerede McKinsey Global Institute, at der på verdensplan kan skabes 1.6 billioner dollars i ekstra værdi gennem øget produktivitet i byggeriet.

- Alle i byggebranchen skal i gang med Build 4.0, hvis drømmen er at være blandt de bygge- og anlægsvirksomheder, som klarer sig stærkt i den globale, digitale og teknologiske konkurrence, som nutiden og fremtiden uomtvisteligt byder på, understreger hun Mette Glavind.

Fra undersøgelsen

20 procent af de adspurgte virksomheder bruger mindst én af de digitale teknologierne. Oftest rådgivningsvirksomhederne (81 procent) og fremstillingsvirksomhederne (63 procent). Blandt håndværkere og entreprenører ligger tallet på hhv. 32 og 42 procent.

Hver tredje arkitekt og rådgivningsvirksomhed svarer "3D-print" som den mest almindelige teknologi, de arbejder med.

46 procent svarer "Ved ikke" på spørgsmålet om, hvilke Build 4.0-teknologier, de benytter.

Mangel på interesse og digitale teknologier er væsentlige barrierer for anvendelse af Build 4.0 teknologier. 25 procent svarer, at Build 4.0 ikke er relevant. 15 procent svarer, at de har manglende viden om, hvad man kan.

Brug af sensorer, 3D-print, BIM (Building Information Modelling) og VDC (Virtual Design and Construction) er relativt udbredt i virksomheder, der fremstiller byggematerialer.

Find hele rapporten "Build 4.0 giver nye muligheder i byggeriet" her

Artiklen er en del af temaet Digitalt byggeri.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11