Onsdag tog Almen Boligorganisation Aarhus (ALBOA) det første spadestik til 1. etape af et nyt stort boligprojekt i Stautrup.
Går alt efter planen, vil de første familieboliger stå klar til indflytning om godt et år.
1. etape består af 91 boliger, og byggeriet er lagt i hænderne på Dansk Boligbyg, som desuden forventer at skrive kontrakt på 2. etape i løbet af april.
Fokus på lavenergiDe i alt 151 almene boliger opføres som rækkehuse i en ny boligudstykning og kommer til at efterleve de energikrav, som stilles til nybyggeri fra 2015.
Hver bolig bliver udstyret med eget ventilationsanlæg, der udskifter luften ½ gang i timen og samtidig sikrer den billigst mulige opvarmning via genvinding:
- Vi glæder os over opgaven, der vil beskæftige to af vore projektledere 2½ år – og give arbejde til en række underentreprenører, siger afdelingsleder Anton Nørgaard fra Dansk Boligbyg.
Han fortæller, at det endvidere er planen at opføre 20 af de 60 boliger i 2. etape som passivhuse, hvilket vil sige, at de energimæssigt kommer til at opfylde de krav, der forventes at gælde fra 2020.
"Model Århus"Det er ikke kun på energi-området, at det nye byggeri skiller sig ud. Renovationen sker således efter den såkaldte ”Model Århus” med centralt nedgravede affaldssystemer; altså skjulte beholdere under jorden.
Dansk Boligbyg samarbejder med arkitektfirmaet Luplau & Poulsen og ingeniørfirmaet Tri-Consult, mens bygherren ALBOA som rådgivere har tilknyttet Årstiderne (arkitekter) og Grontmij / Carl Bro.