El-installationsfirma sælger fra

Adm. direktør Henrik Nielsen (tv) vil fremover fokusere på el-installationsforretningen og designbelysning i Hansen & Nielsen ApS, der er i vækst. Derfor er aktiviteterne i H&N Technology solgt til Dominus A/S, hvor forretningsudviklingschef Lars Erik Nielsen (th) gennem de seneste uger har forberedt overtagelsen. (PR-foto)
El-installationsfirmaet Hansen & Nielsen ApS i Næstved har siden 1946 arbejdet med traditionel el-forretning, men har gennem årene udvidet med en række beslægtede aktiviteter, herunder IT og netværk, designbelysning samt åbne CTS- og BMS-bygningsstyringssystemer til intelligent bygningsdrift.
Den driftige el-forretning har haft fart på både aktiviteter og omsætning, hvilket bl.a. har resulteret i Børsens Gazelle-pris til i 2011, 2012 og 2013. Men nu skærer virksomheden forretningen til for at kunne fokusere på kerneforretningen, hvor man forventer øget vækst i de kommende år.
- De offentlige og private byggerier er i dag så store og teknologisk krævende, at det forudsætter en større og større kritisk masse inden for mandskab og kompetencer, hvis man vil byde på opgaverne. Derfor har vi taget en strategisk beslutning om at fokusere på vores traditionelle el-forretning, mens vi overdrager aktiviteterne inden for CTS og BMS til Dominus, siger adm. direktør Henrik Nielsen og uddyber valget:
- Vi vurderer, at Dominus med deres tyngde i markedet er den rigtige til at betjene vores trofaste kunder og samtidig danne rammen om et stærkt fagligt miljø for vores medarbejdere i H&N Technology.
H&N Technology bliver til Dominus
H&N Technology bliver således til Dominus, der opretter en afdeling i Næstved for at være tæt på de nuværende kunder og for at få et nyt brohoved til markedet på Sjælland. Dominus har hovedkontor i Herning og afdelinger over hele landet, herunder Aalborg, Aarhus, Aabenraa, Esbjerg og Odense. På Sjælland har Dominus afdelinger i København og i Karlslunde ved Greve.
Adm. direktør Toke Juul fra Dominus A/S glæder sig over de nye muligheder, som overtagelsen af H&N Technology giver til både kunder og medarbejdere.
- Med overtagelsen af H&N Technology får vi nye muligheder på det syd-, midt- og vestsjællandske marked, hvor vi understøtter vores strategi om nærhed til vores kunder. Samtidig får vi større mulighed for kompetenceudvikling og yderligere specialisering af vores medarbejder, fastslår Toke Juul.
Aktiviteterne i H&N Technology indebærer service- og hosting-aftaler med offentlige og private aktører som bl.a. Københavns Rådhus, Næstved Arena og Marielyst Ferieby. Dominus er den del af den nordiske Nordomatic-koncern, der alene i Danmark beskæftiger over 140 medarbejdere. Dominus forventer at ansætte flere nye medarbejdere i den kommende tid, blandt andet til afdelingen i Næstved.