23948sdkhjf

Bygherrer stiller krav om digitalt byggeri

40 % af virksomhederne i byggeriet arbejder i dag med redskaber inden for Det Digitale Byggeri. Især bygherrerne er kommet med på vognen og stiller i stigende grad digitale krav.
Da Erhvervs- og Byggestyrelsen for fire år siden skød initiativet Det Digitale Byggeri i gang, var det ud fra den tanke, at digitaliseringen skulle sprede sig som ringe i vandet.

Initiativet går ud på, at statslige bygherrer skal stille digitale krav til byggeprocessen, men effekten var de første år til at overse. Nu tyder undersøgelser imidlertid på, at det er ved at vende.

Byggebranchen er blevet mere digital
Undersøgelsen, som er udført blandt virksomheder på tværs af byggebranchen i Region Hovedstaden, viser, at fire ud af ti virksomheder i dag arbejder med de digitale værktøjer, der indgår i Det Digitale Byggeri.

Kendskabet til digitalt byggeri er også blevet både dybere og bredere, forstået på den måde, at flere virksomheder har fået kendskab til Det Digitale Byggeri. Samtidig har de virksomheder, der i forvejen kendte det, fået et mere indgående kendskab.

Undersøgelsen viser, at det især er bygherrer og rådgivere, der har taget de digitale muligheder til sig, mens de udførende virksomheder halter bagefter. Således arbejder over halvdelen af bygherrerne og rådgiverne med digitalt byggeri i større eller mindre omfang, mens dette kun gælder hver tredje blandt de udførende virksomheder.

I forhold til tidligere undersøgelser er det imidlertid særligt bygherrerne, som har taget et spring, idet alle de adspurgte bygherrer svarer ja til, at de kender Det Digitale Byggeri, og tre ud af fire svarer også ja til, at de arbejder med redskaber inden for området.

Staten og kommuner stiller digitale krav
Undersøgelsen indikerer, at bygherrerne er begyndt at virke som et lokomotiv for branchens udvikling, sådan som det oprindeligt var tænkt. Således møder virksomhederne i stigende grad krav fra især staten og kommuner om at anvende digitale værktøjer.

Knap halvdelen af de virksomheder, der arbejder med digitalt byggeri, har mødt krav fra statslige bygherrer, mens fire ud af ti har mødt krav fra kommunale bygherrer.

Mens de statslige bygherrer er forpligtet til at stille krav, gælder dette ikke de kommunale bygherrer, som har stillet kravene ad frivillighedens vej – fordi de vurderer, at det kan betale sig for dem:

- Det er glædeligt, at de professionelle bygherrer har taget Det Digitale Byggeri til sig og fået øjnene op for de muligheder, der ligger i digitalisering af byggeprocessen. Særligt tror jeg, at et forstærket fokus på værdiskabelse i programmering og drift af bygninger driver udviklingen. Den udvikling forventer jeg intensiveret med det nye Videncenter for øget produktivitet og digitalisering i byggeriet, udtaler Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen, som er én af organisationerne i Implementeringsnetværket for Det Digitale Byggeri, der står bag undersøgelsen.

Så meget tyder på, at byggebranchen fremover vil blive mere digital – både fordi den enkelte virksomhed kan se interne fordele ved at benytte digitale redskaber, og fordi kunderne vil efterspørge det.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094