23948sdkhjf

Klumme: CEt et nødvendigt onde – som kan bruges proaktivt

CE-mærket er for alvor kommet til Danmark. Hvad betyder det for din forretning, og hvad sker der de kommende år? Det giver adm. dir. Anders Hundahl fra Asfaltindustrien et svar på.
Klumme af Anders Hundahl, adm. direktør, Asfaltindustrien

Mange produkter er CE-mærkede – fra legetøj over maskiner til byggevarer som fx asfalt.

Nogle synes, at CE er et bureaukratisk monster, der giver virksomhederne mere administration og bøvl. Andre ser det som vejen til et stærkt, forenet Europa, hvor varer flyder frit over grænserne.

Sandheden er, at CE er kommet for at blive – et nødvendigt onde siger nogle, men det kan bruges proaktivt i de fleste virksomheder. Læs mere og få at vide hvordan.

CE betyder, at produktet overholder EU-love om fx sikkerhed og sundhed
Grundlæggende viser et produkts CE-mærkning, at det overholder EU's lovgivning. Derfor gør CE-mærkningen det muligt, at varer frit kan bevæge sig rundt i Europa.

Sagt lidt slagordsagtigt: Har du CE-mærket dine produkter, er hele det europæiske marked dit – ligesom CE-mærkede konkurrenter har adgang til dit marked. Og det marked består af 27 EU lande og Norge, Liechtenstein og Tyrkiet. Dette gælder også for produkter, der er produceret i et helt tredje land, men som sælges i Europa, og som er omfattet af CE-reglerne.

Det er ikke alle produkter, der skal CE-mærkes. Det gælder kun produkter omfattet af særlige direktiver for CE-mærkning. Men produkter, der er omfattet af disse direktiver, ændrer sig løbende. Fx. er overfladebehandling med asfalt blevet omfattet af CE-mærkning den 1. januar 2011.

De virksomheder, der har fulgt med i lovgivningen, og har CE-mærkningen i orden 1. januar, kan blive ved at sælge, mens de virksomheder, der ikke har tingene i orden, står uden for. Sagen er, at produkter, der kan CE-mærkes, skal CE-mærkes. Virksomheder må kun sælge disse produkter og kunderne, også offentlige, må kun købe de CE-mærkede produkter.

CE-mærket er ikke et kvalitetsstempel selv om nogen tror det. Mærket betyder, at producenten har sikret sig, at produktet opfylder lovens væsentlige krav om fx sikkerhed og sundhed. Men det er naturligvis noget, som du har lov til at reklamere med, hvis du ønsker det.

Risiko for at få boomerangen i nakken – men CE er kommet for at blive
Der er klart, at hvis man fører sig voldsomt frem overfor dem, der ikke måtte bruge CE-mærket og deres kunder, ja så opfordrer man nærmest til, at omverdenen skal interessere sig for, at du nu også selv har orden i alle mulige certificeringer og mærkninger – også på områder, som du slet ikke interesserede dig for i første omgang.

Og jo mere fokus der kommer på mærkning, jo mere risikerer vi at få af den. Med administrativt bøvl til følge.

Får du nys om, at en konkurrent tilbyder ikke-CE-mærkede varer, der skal være CE-mærkede, kan du anmelde din mistanke til Erhvervs- og Byggestyrelsen. På deres hjemmeside kan du let finder den rette formular, lige som du kan skrive og spørge, hvis der er ting du er i tvivl om. Eller du kan bede din brancheorganisation tage affærer som vi fx gør i Asfaltindustrien på virksomhedernes vegne. Det kan jo fx være prekært at anmelde en virksomhed, der leveret til en kommune, som er en god kunde hos dig også.

Brug CE proaktivt
Det er vores vurdering, at EU er kommet for at blive, og at det grundlæggende er en fordel for industri og erhvervsliv med et åbent marked, hvis konkurrencen over grænserne foregår på lige og fair vilkår. Og CE-mærkning er én måde, hvorpå politikere og embedsmænd sikrer sig fri og lige konkurrence.

Men naturligvis skal vi ikke acceptere, at regeljunglen vokser. Vi skal ihærdigt arbejde på, at regler og rammer om dansk og europæisk erhvervsliv bliver så optimale som muligt. Derfor er det vigtigt at interesserer sig for, hvad der foregår i Bruxelles og for EU-lovgivningen. For stadig flere regler og love kommer nemlig fra EU.

I Asfaltindustrien, som i andre brancher, har vi valgt at være aktive igennem vores europæiske brancheforening, der har et eget kontor i Bruxelles. Direktøren, en super dygtig vejmand ved navn Simon van der Byl, render EU's politikere på dørene for at forklare dem, hvorfor infrastruktur er vigtigt, og hvordan han indretter love og regler bedst muligt. Og Sekretariatet har etableret tvær-europæiske arbejdsgrupper, der arbejder målrettet på at sikre, at kommende CE-mærker passer så godt som muligt til industrien. Det sker igennem at påvirke det arbejde, der sker i CEN-sysemet, der regulerer diverse europæiske standarder.

Konklusionen er, at der er problemer med CE og hele standardiseringssystemet i Europa – det tager tid og det kan give bøvl, selvom vi prøver at reducere det. Men vi kan ikke få det til at forsvinde. Tværtimod blæser de politiske vinde i retning af mere åbenhed og flere samarbejder – og dermed mod flere fælleseuropæiske regler og normer. Derfor kan vi som virksomheder og brancher lige så godt bruge CE proaktivt, lige som vi skal arbejde i EU-systemet for at sikre, at love og regler for virksomhederne bliver bedst mulige.

Fakta
CE står for Conformite Euperienne (”europæiske konformitet eller ensartethed”)

CEN står for Comitee Europerienne de Normalisation (”komite for europæisk standardise-ring”)

Læse mere om CE på: www.ec.europa.eu/CEmarking

Har du mistanke om, at en virksomheder ikke overholder reglerne, så anmeld den på www.byggevareinfo.dk . Her kan du også få svar på spørgsmål om CE og byggevarer og på en let og overskuelig måde få mere information.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11