23948sdkhjf

Nyt domicil er afsæt for jordbundsspecialists vækst

Efter 50 år i branchen og mere end 50.000 udførte boringer har Andreasen & Hvidberg for egne midler bygget 500 kvadratmeter kontorer og 500 kvadratmeter lager i Svenstrup ved Aalborg. Selve bygningen, der er opført af nordjyske TL Byg, fremstår rå og industriagtig, ude som inde. 

Virksomheden med speciale i geoteknik har ikke svært ved at skaffe opgaver, og det nye domicil på Svenstrup Bane Allé 11 skal danne rammen om en udvidelse af forretningen. 

- Det er et kæmpe sats for os at bygge nyt. Men hvis vi vil fremad, er vi nødt til at satse. Byggeriet er en markant investering, der viser, at vi vil være med, siger administrerende direktør og indehaver Jens J. Porsmose.

Miljøsatsning som afsæt for vækst
Jens J. Porsmose kom selv ind i firmaet som nyuddannet ingeniør for mere end 20 år siden. Dengang var de fem, i dag er de 20, og i løbet af de kommende år er målet at vokse til 25 ansatte.

Miljøområdet er en høj prioritet i direktørens strategiplan.

I forvejen står firmaet stærkt inden for geoteknik i Nordjylland og ser et stort vækstpotentiale i også at levere de miljøundersøgelser af jord og grundvand, som de geotekniske kunder i stigende grad efterspørger.

Overdragelse i tankerne
Derfor er Jens J. Porsmose lige nu på udkig efter en dygtig geolog eller miljøingeniør, der kan løfte miljøforretningen til det næste niveau. Den rigtige profil kan få næsten frie hænder i arbejdet - og på lidt længere sigt en mulighed for en ledende rolle i organisationen. 

- Vi har en ung ingeniør, som købte sig ind med 10 procent sidste år og er helt overordnet en virksomhed, der ønsker at opbygge en bredt funderet partnerkreds. Jeg vil gerne finde tre-fire personer, som stille og roligt kan begynde at tage over efter mig, siger Jens J. Porsmose. 

Andreasen & Hvidberg A/S er etableret i 1968 og udfører jordbundsundersøgelser for bygge- og anlægsprojekter i alle størrelser – fra parcelhuse, siloer og nedsivningsanlæg til omfattende kloakerings- og havneanlæg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094