23948sdkhjf

Milliarder at hente i energiarbejde

Mens byggebranchen som helhed har lidt og stadig lider under finanskrisen, vurderer både Dansk Byggeri og Tekniq, at markedet for energiarbejde vil være fordoblet i 2015.
Det er ingen hemmelighed, at det er svære tider for byggebranchen. Men ikke alle pile peger nedad.

Både Dansk Byggeri og Tekniq vurderer således, at markedet for energiarbejde vil være fordoblet i 2015, og det kan derfor være med til at sætte gang i forretningen at specialisere sig i energi:

- Det er det område, hvor der virkelig sker noget. Vi forventer, at opgaverne med energieffektivisering af klimaskærme for nybyggeri og renovering tilsammen bliver på omkring 13 mia. kroner om året i 2015. I dag er det 5 mia. kroner, siger specialkonsulent Jonas Møller fra Dansk Byggeri.

Større del af omsætningen
Dansk Byggeris forventninger knytter sig især til udviklingen i bygningsreglementets energikrav, og den største brancheforening for installatører, Tekniq, ser tilsvarende positivt på energimarkedet.

I rapporten ”Veje til vækst” anslår Tekniq, at installatørbranchens omsætning på energispecialer vil gå fra 5,1 mia. kroner i 2009 til 9,6 mia. kroner i 2015. Det betyder, at området går fra at udgøre 12 % til at udgøre 18 % af branchens samlede omsætning.

Energiforbedring in – samtalekøkken yt
Hos den offentlige organisation ”Go’ Energi”, der arbejder for energiforbedringer, mærker man også en voksende interesse for energiområdet i alle sektorer:

30 % af boligejerne har planer om at energiforbedre deres bolig inden for de næste to år. Der er også stor fokus på området i det offentlige, og voksende interesse i erhvervslivet, så det er ganske massivt, siger sekretariatschef i Go’ Energi, Henrik Teglgaard Lund.

Samtidig viser to undersøgelser fra henholdsvis Realkredit Danmark og Dansk Energi, at energirenoveringer nu topper listen over boligejernes foretrukne boligforbedring. Tidligere var det især køkken og bad, som stod boligejernes hjerter nær.

Risikerer at sakke bagud
Én af de virksomheder, der mærker efterspørgslen på energiforbedringer, er YIT, der arbejder med el, vvs og ventilation for både det offentlige og erhvervslivet:

- Inden for de sidste tre-fire år er det kommet op på et helt nyt niveau. Flere og flere af vores opgaver begynder med, at kunden ønsker en energioptimering. Det er klart det område, der vækster mest hos os. For eksempel udgør det snart halvdelen af vores omsætning i hovedstadsområdet, siger afdelingschef for energioptimering i YIT, Henrik Zederkof.

Han mener, at branchen snart når et punkt, hvor virksomhederne bliver koblet af en stor del af markedet, hvis de ikke sørger for at tilegne sig kompetencer inden for energi:

- Det er simpelthen nødvendigt for alle, lige fra større virksomheder og ned til den enkelte håndværker, siger Henrik Zederkof.

For at komme foran i forhold til energien kan man som håndværker for eksempel uddanne sig til energivejleder. Det giver også adgang til Håndværkerlisten fra Go’ Energi, hvor forbrugerne kan finde den rigtige håndværker til deres energiforbedring.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109