23948sdkhjf

Vandkulturhus bliver en realitet i Thyborøn

Det er lykkes at finde besparelser og ekstra midler til at opføre Thyborøn Vandkulturhus.

Første spadestik finder sted 26. januar, mens byggeriet for alvor løber af stablen fra 1. februar.

Byggeaktører

Bygninsentreprise: Jens Jensen A/S, Holstebro

Vandbehandlingsentreprise: Dansk Vandteknologi A/S, Esbjerg

Nedrivningsentreprise: Entreprenørfirmaet Allan Thomsen, Nr. Vorupør

- Vi er rigtig glade for at være i mål med finansieringen - og projektet generelt. Vi glæder os meget til, at vi nu skal i gang med byggeriet. Det vil give nogle daglige udfordringer med en byggeplads, men det er en positiv opgave, vi vil løse i samarbejde med vores brugere, siger centerchef for Thyborøn Fritidscenter, Jesper Vinther Fruergaard, i en pressemeddelelse.

Som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet, etableres vandkulturhuset i den ene af Thyborøn Fritidscenters to idrætshaller.

Dermed fejres der også rejsegilde i forbindelse med første spadestik, da der allerede er tag over Vandkulturhuset.

Idé bliver rost
Det var manglende brugere i fritidscenteret samt lukning af den gamle svømmehal på Thyborøn Skole grundet dårlig stand, der førte til ideen om at etablere det nye vandkulturhus i den eksisterende hal.

En idé, som bliver rost af Lokale og Anlægsfonden, der støtter projektet med yderligere 1,5 mio. kr. og dermed når op på 12,5 mio. kr. foruden de penge, der er givet til arkitektkonkurrencen vundet af Arkitektfirmaet Nøhr & Sigsgaard.

- Vi er spændte på, at byggeriet af vandkulturhuset går i gang. At transformere en overkapacitet af kvm i den eksisterende idrætshal til et moderne vandkulturhus viser en ny og innovativ tilgang til, hvordan man kan løse en lokal udfordring, samtidig med, at man tænker nyt og bæredygtigt. Projektet vil have stor eksempelværdi for andre bygherrer, da det viser en flot arkitektonisk løsning, der bygger på et stærkt koncept, siger Anna Hassel, arkitekt i Lokale og Anlægsfonden.

Projektets andre støtter omfatter Foreningen Realdania, der bidrager med 14 mio. kr.

Lemvig Kommune støtter med yderligere én mio. kr. og to mio. kr. i kommunekredit. Kommunen har i forvejen støttet projektet med fem mio. kr.

Der er desuden sket tilpasninger af økonomien, og midler er også indsamlet hos private og erhvervsdrivende i Lemvig Kommune.

Skifter navn
I forbindelse med byggeriet får Thyborøn Fritidscenter ny identitet med nyt navn og logo, som bliver afsløret ved første spadestik den 26. januar.

- Siden 1968 har centret været igennem en kæmpe udvikling, hvor både tidligere og nuværende bestyrelser, halinspektører og medarbejdere har gjort centret til det, vi kender i dag. Den udvikling vil vi gerne fortsætte. Og da det bliver den største forandring af centret siden starten i 1968, både bygningsmæssigt og på aktivitetssiden, ønsker vi at give centret en ny identitet. Det skal være med til at markere, at vi nu tager hul på de næste 50 år, siger Jesper Vinther Fruergaard.

Til at stå for transformeringen af idrætshallen er en række byggefirmaer involveret. Det gælder ikke mindst Jens Jensen A/S, der har vundet bygningsentreprisen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11