23948sdkhjf

Nordjysk Luftteknik udvider aktiviteterne

Efter et generationsskifte står 43-årige Jens Chr. Mølgaard nu som eneejer i Sæby-firmaet, der fremover vil satse mere på boligsektoren.
Siden etableringen i 1977 har Nordjysk Luftteknik specialiseret sig i ventilation til industrien. Men i takt med, at boligejerne i stigende grad også vil have et bedre indeklima, har virksomheden spredt sit forretningsområde til også at omfatte private hjem i det nordjyske.

Nordjysk Luftteknik har over de seneste 2½ år gennemført et planlagt generationsskifte, hvor først Lars Sørensen og senest Claus Nielsen har trukket sig tilbage.

Som eneejer vil Jens Chr. Mølgaard, der kom til Sæby-virksomheden i 1995, fremover satse endnu mere på boligmarkedet, hvor han ser store muligheder som følge af det stigende fokus på energiforbrug:

- Vi arbejder i disse år på at udvide vores markedsområde og er blandt andet begyndt at tilbyde varmepumper, fortæller Jens Chr. Mølgaard, der aktuelt beskæftiger 11 ansatte.

Opkøb på vej
Konkret arbejder Nordjysk Luftteknik på at overtage det lille firma Nordisk Villaventilation, der tilbyder onlinesalg og installation af ventilationsanlæg til boliger. Det skal være med til at skærpe fokus på et marked, som spås gode vækstmuligheder i de kommende år:

- Vi forventer et stigende marked inden for ventilations- og varmepumpeanlæg til villaer og vil fremover gå mere målrettet efter boligejere og typehusfirmaer. Desuden har vi pæn kontakt til ingeniører og arkitekter i lokalområdet, fortæller Jens Chr. Mølgaard.

Forventer fremgang i 2011
Efter en række år med sorte tal på bundlinjen måtte Nordjysk Luftteknik i fjor indkassere et beskedent underskud på -48.000 kroner.

I 2011 er virksomheden kommet bedre i gang, og det skulle gerne resultere i, at der igen kommer plus på bundlinjen:

- Markedssituationen ser bedre ud i år end sidste år. Konkurrencen er stadig hård, men vi håber at komme ud med et mere tilfredsstillende resultat end sidste år. Målet er dog først og fremmest at fastholde bemandingen, understreger Jens Chr. Mølgaard.

Aktuelt er Nordjysk Luftteknik bl.a. involveret i byggeriet af SenhjerneskadeCenter Nord i Frederikshavn samt et projekt ved Søværnets Haverikursus i Ålbæk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094