23948sdkhjf

Deadline finder vej ud af krisen

Det Aalborg-baserede firma tager kampen op mod de store aktører på markedet for legepladser ved at satse på bedre kvalitet og lavere priser.
Er gammeldags grundighed og brug af de bedste materialer på et attraktivt marked den mest effektive vej ud af finanskrisen?

Det mener Allan Krogh fra Deadline Træindustri, som gennem det sidste år har udvidet forretningsområdet fra primært at høvle og opskære træ samt fremstille træbriketter til også at bygge legepladser til blandt andet børnehaver, skoler og boligselskaber.

Gearer op og ned efter behov
Efter et par dårlige år i finanskrisens tegn var det tydeligt, at noget måtte gøres, hvis firmaet fra Storvorde uden for Aalborg skulle have en fremtid. Resultatet blev, at Allan Krogh lod samtlige ansatte i firmaet gå for selv at fortsætte på egen hånd.

- Min bror, der tidligere var medejer af firmaet, havde det svært med finanskrisen, og jeg overtog hele butikken på godt og ondt, fortæller Allan Krogh og fortsætter:

- Det har betydet, at jeg kan geare op og ned, som jeg eller markedet vil. Jeg arbejder sammen med håndværksmestre, blikkenslagermestre og entreprenører, som så kan træde til efter behov. Der er i princippet ingen grænse for, hvor mange mand jeg kan stille med. Men det skal heller ikke blive så stort, at jeg ikke kan være en del af processen og sikre, at kvaliteten er i orden.

Ligesom i Fårup Sommerland
Allan Krogh står selv for produktion og montering. Det sikrer ikke bare, at kvaliteten er i orden, men betyder også, at Deadline Træindustri har mulighed for at være yderst fleksible hvad angår arbejdstider.

Det beviser de to seneste projekter. Til Klostermarksskolen i det centrale Aalborg har Deadline Træindustri leveret en helt ny legeplads over sommerferien, mens firmaet har opsat nye klatrestativer og gynger som supplement til deres eksisterende legeplads på Lyngbjerggårdskolen i Godthåb syd for Aalborg i løbet af efterårsferien.

Så vidt altså kvalitet og fleksibilitet. Men at være til stede, når legepladserne opføres, giver også en helt tredje bonus.

- Børnene på Klostermarksskolen jublede meget højlydt og kommenterede, at den nye legeplads var som at komme i Fårup Sommerland, da de vendte tilbage fra sommerferien. Det gør det da helt klart sjovere at gå på arbejde, siger Allan Krogh.

Fokus på kvalitet og sikkerhed
Han forstår ikke, at så mange institutioner ser stort på kvaliteten af de legepladser, de betaler i dyre domme for. Derfor er det et princip for Deadline Træindustri at bruge rustfrit stål og robinietræ, som holder 20-25 år i modsætning til det trykimprægnerede træ, der kun har cirka 10 års levetid.

- Min holdning er, at når man nu skal bruge mange penge og meget tid på at få en ny legeplads, så kan man ligeså godt få det gjort ordentligt og så det holder, pointerer Allan Krogh, som også vægter sikkerheden højt.

- Jeg har ikke ansat en mand, der skal tjekke vores eget arbejde. I stedet kommer formanden for Brancheforeningen af uvildige Legeplads-Konsulenter og Inspektører, Gert Olsen, og tjekker vores byggerier for at se, alt er 100 procent i orden, siger Allan Krogh med en tilføjelse om, at sikkerhedstjekket er med i prisen.

Muligt at betale i rater
At være et enmandsfirma sætter dog også visse begrænsninger. Allan Krogh vil hellere bruge tiden på at arbejde end at sidde i en bil, så han holder sig til projekter i det nordjyske.

Desuden bruger Allan Krogh ikke store beløber på smarte 3D-tegninger og animationer, som mange af de større konkurrenter. Det handler om at holde prisen nede, så alle kan være med.

Netop betalingen må ikke være en undskyldning for ikke at vælge Deadline Træindustri. Allan Krogh oplever, at børneinstitutioner og skoler ofte kan have problemer med at betale for udskiftningen af en hel legeplads i et hug. Firmaet har derfor også en løsning parat.

- Man kan sagtens nøjes med at udskifte enkelte redskaber af gangen. Eller også kan vi lave en ordning, hvor vi leverer hele legepladsen på en gang, og man så betaler over længere tid. Der skal ikke laves halvdårlige løsninger, da det ikke er til gavn for nogen, og da slet ikke børnene, der skal ligge krop til, hvis det går galt, fastslår Allan Krogh.

Holder 10 år længere
De gamle og trofaste kunder som bl.a. omfatter Stark, Keflico og Miri Stål, gør at der er en solid bund med hensyn til den nødvendige omsætning.

- Og da jeg stadig har det samme store produktionsapparat som før krisen, kan jeg hurtigt og effektivt få de langt mindre mængder forarbejdet. Jeg producerer bredt og laver alt lige fra dyre bredde teaktræsgulve, store bjælker til bjælkehuse og fyrretræslister til skraldestativer. Mit speciale er dog profilering af Sibirsk lærk og multiskæring af hårdt træ.

Firmaet er også begyndt at tage mindre maskinsnedkeriopgaver ind, og mangler der 20 m. håndkantliste eller er der leveret noget på byggepladsen, som ikke helt passer og det fluks skal bruges til aflevering, køres det igennem høvlen, også selvom det bliver sent om aftenen.

- Som tiderne er må man være meget fleksibel, for at hjælpe sine kunder, og derfor er det jo heldigt for mig, at jeg elsker og lever og ånder for mit arbejde. Før krisen var alt meget stressende og det skulle gå meget stærkt. Nu har jeg drejet fokus over på at det skal være sjovt at gå på arbejde, og jeg lever vel 10 år længere, præcis som mine nye legepladser, siger Allan Krogh med et smil på læben.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093