23948sdkhjf

Næstved-firma snupper Femern-kontrakt foran store anlægsentreprenører

Holbøll A/S har vundet en af de forberedende anlægsopgaver på den kommende byggeplads til Femern-tunnelen

Entreprenørfirmaet Holbøll A/S fra Næstved, der har omkring 100 ansatte, er blevet tildelt en anlægskontrakt på den kommende byggeplads til Femern-tunnelen ved Rødbyhavn på Lolland.

Det oplyser bygherren Femern A/S i en pressemeddelelse.

- Vi er glade og stolte over at have vundet opgaven. At arbejde med et kæmpe projekt som Femern-forbindelsen er noget helt særligt, og vi glæder os til at komme i gang, lyder det fra Carl-Ole Holbøll, adm. direktør i Holbøll A/S.

Fire andre entreprenører var prækvalificeret, herunder to af landets største anlægsentreprenører M.J. Eriksson A/S og Per Aarsleff A/S. Indbudt var også entreprenør Jens H Hansen ApS fra Sydsjælland og MSE Entreprise A/S fra Falster.

Både under og over jorden
Arbejdet planlægges at begynde i slutning af april 2019.

Holbøll får til opgave at omlægge hovedkanalen, som afvander det lavtliggende område, så vandet ledes til den nye Strandholm Pumpestation, hvorefter den eksisterende pumpestation kan tages ud af drift.

Kontrakten indeholder derudover jord, afvandings- og belægningsarbejde på godt 2,1 km stier omkring den kommende byggeplads, hvor der blandt andet skal produceres tunnelelementer til Femern-tunnelen.

- Der er tale om en relativ stor opgave, som er med til at sikre, at byggepladsen er klar til tunnelproduktionen. De nye cykelstier og veje rundt om byggepladsen sikrer, at det fortsat bliver let for både cyklister og bilister at komme rundt i området, mens vi bygger verdens længste sænketunnel, siger Henrik Schjøler Dahl, design manager i Femern A/S.

Forbereder byggeplads
I øjeblikket forbereder Femern A/S byggepladsen til tunnelbyggeriet, der ventes at skabe flere tusinde arbejdspladser i anlægsfasen.

Forud for byggeriet skal området undersøges af arkæologer fra Museum Lolland-Falster, og samtidigt etableres der blandt andet adgangsveje, stier og forsyningsledninger til el, vand- og kloak.

Femern A/S har valgt at udbyde de forberedende arbejder i en lang række mindre entrepriser, hvilket blandt andet giver mindre og lokale entreprenører mulighed for at byde på arbejderne.

Opgaven er et led i den aftale, forligspartierne bag Femern-forbindelsen indgik i foråret 2018. Her besluttede den politiske forligskreds bag Femern-forbindelsen at fremrykke forberedende anlægsaktiviteter for godt 400 mio. kr. inden for det samlede anlægsbudget på 52,6 mia. kr.

Det store projekt modtog for nylig den længeventede byggetilladelse fra Tyskland. I løbet af i år ventes der dog at blive sat gang i en klagesag over godkendelsen, som kan skubbe første spadestik på selve projektet. Klagesagen er estimeret til to år, men forhindrer altså ikke, at der kan sættes gang i en række forberedende aktiviteter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172