23948sdkhjf

Top 10: Giganthotel er en hyldest til byens gamle havn

Københavns hidtil største Scandic-hotel med 632 værelser får en grøn profil. Design og materialer nedbringer driftsomkostninger og giver et behageligt indeklima

Over 40.000 kvm. 632 værelser. To underjordiske parkeringsniveauer. Og ikke mindst en skybar med udsigt over hovedstaden.

Scandic Spectrum ved Kalvebod Brygge med Hotel Mariott som genbo. bliver Københavns hidtil største hotel.

Materialerne og lyssætningen skal afspejle områdets gamle havneindustri, blandt andet ved at kombinere beton, jern, stål, glas og hårdttræ.

Scandic Spectrum opføres på hjørnet af Mitchellsgade og Kalvebod Brygge, hvor det, sammen med byggerier som Nykredits Krystallen og SEB Pensions hovedsæde, vil udgøre en ny arkitektonisk profil i kvarteret.

Fakta

Scandic Spectrum Hotel, København

Inviteret konkurrence : 2010, 1. præmie
Forventet færdig : 2021
Etageareal : 31.000 kvm over jorden samt 11.500 kvm kælder
Værelser : 632
P-pladser : 200
Bygherre : HM2 A/S
Hoteloperatør : Scandic
Arkitekt :
Dissing+Weitling Architecture
Ingeniør :
Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma
Landskabsarkitekt :
KWØL Landskab
Entreprenør : Pihlkonsortiet: M.J.Eriksson A/S, LM Byg A/S og Pihl & Søn A/S

Hotellet, som forventes at åbne i 2021, får syv etager fordelt på 31.000 kvm over jorden samt 11.500 kvm kælder. Dertil kommer et spa- og poolområde, restauranter, café med kafferisteri, skybaren med udendørs tagterrasse, fitnesslokaler og møde- og konferencefaciliteter.

Ambitionen har været at skabe et udadvendt hotel, hvor stueetagen indeholder caféer, restauranter og barer.

Hotelkoncernen satser nemlig ikke længere kun på købestærke turister men også på at skabe et miljø i underetagen for københavnerne; noget, der ifølge Jens Mathiesen, adm. direktør i Scandic Danmark, er almindeligt i både New York og London.

Mellem gammelt og nyt
Også i selve husets formgivning har arkitektvirksomheden Dissing+Weitling "lagt op til dialog med omgivelserne", som det hedder i arkitektsprog.

Hotellet er sat sammen af tre enheder, der danner et indtryk af én samlet karré. Sammen med skrånede tagflader i varieret højde får Scandic Spectrum på den måde en visuel sammenhæng med de gamle karrébebyggelser i Glyptotekkvarteret. "Samtidig danner hotellet med sin glasfacade og øvrige højteknologiske materialer en overgang til kvarterets nyere arkitektur med de enkeltstående huse", skriver tegnestuen på sin hjemmeside.

Stærk grøn profil
Hotellet får desuden en stærk grøn profil med en række tiltag, der nedbringer husets driftsomkostninger betragteligt, og sikrer et behageligt og sundt indeklima for hotellets gæster.

Med et tag af solpaneler, aktiv dobbeltfacade, optimal udnyttelse af dagslys og et termisk, atmosfærisk, visuelt og akustisk optimeret indeklima "bliver hotellet en ren fornøjelse for både personale og gæster", ifølge arkitekterne.

Scandic Spectrum er allerede blevet præcertificeret efter miljøstandarden Breeam Excellent. Ligeledes forventes det, at huset vil leve op til lavenergiklasse 2020, hvilket vil medføre en energibesparelse på op imod 50 procent i forhold til det bygningsreglement, der gælder i dag.

Artiklen er en del af temaet De største byggerier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109