23948sdkhjf

Kilometervis af kunst på byggepladser

Byggeriet af Metrocityringen sætter sit uundgåelige præg på bybilledet. Et nyt tiltag skal integrere de 21 byggepladser i de lokale omgivelser i København og på Frederiksberg.
Under overskriften ”Byens Hegn – Cool Construction” stiller Metroselskabet nu flere kilometer byggepladshegn til rådighed for kunst og kreative sjæle, der opfordres til at udsmykke det mange kilometer hegn.

Arbejdet med Metrocityringen omfatter 21 byggepladser, og målet er at integrere byggerierne i bybilledet og give borgerne nogle kunstneriske oplevelser med på vejen.

- Vi har modtaget en masse gode idéer fra mange af byens kreative og kunstneriske ildsjæle til, hvordan byggepladserne bedre kan integreres i de lokale byrum. Det har vi ladet os inspirere af, og nu håber vi, at ildsjælene vil være med til at gøre byggepladshegnene væsentligt mere attraktive og imødekommende, end hvad man normalt forbinder med byggepladshegn, siger Metroselskabets administrerende direktør, Henrik Plougmann Olsen.

Fakta om Byens Hegn – Cool Construction
Metroselskabet vil være tovholder på projektet, da byggepladshegnene ikke kun udgør nye rammer for byens kreative, men også har en væsentlig sikkerhedsmæssig funktion.

Projektet finansieres primært gennem reklameindtægter fra selvsamme byggepladshegn. På de fleste byggepladser vil en del af hegnene gå til reklameplads – særligt i Indre By på Kongens Nytorv, Rådhuspladsen og ud mod Vindebrogade. Indtægterne herfra går til at finansiere de kreative idéer til udsmykning og indretning af byggepladshegnene, som Metroselskabet modtager fra offentligheden.

Efter sommerferien begynder entreprenøren Copenhagen Metro Team løbende at etablere sig på de i alt 21 byggepladser, og i den forbindelse vil byggepladserne blive indhegnet. Udsmykning og indretning af byggepladserne koordineres og varetages af Metroselskabet og Copenhagen Metro Team. Projekt Byens Hegn – Cool Construction evalueres om et år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078