23948sdkhjf

Hoffmann skal bygge nyt domicil til Syd Energi

Smuk arkitektur og en banebrydende sammensætning af energiløsninger blev prioriteret, da SE udvalgte det team, der skal opføre virksomhedens nye domicil på 13.500 m² i Esbjerg.
Hoffmann, GPP Arkitekter, Thing & Wainø, ingeniørerne Esbensen og Sloth Møller samt Vibeke Grube Larsen har vundet totalentreprisen på SE’s nye domicil, der skal opføres som plusenergihus.

Domicilet placeres i det nordlige Esbjerg og får et samlet bruttoetageareal på 13.500 m², fordelt på fire etager plus kælder. Ifølge SE er der tale om Danmarks til dato største erhvervsbyggeri i passivhus-standard.

- Vi glæder os meget til at sætte spaden i jorden og ikke mindst flytte ind i denne flotte, lyse og topmoderne bygning. Bygningen er indrettet til at udnytte medarbejdernes ressourcer optimalt og har stort fokus på at inspirere hele koncernen til at udvise åbenhed og nærvær, følge egne overbevisninger og skabe bæredygtige løsninger, siger adm. direktør Niels Duedahl.

Masser af energieffektive teknologier
Byggeriet veksler mellem enkeltmands- og flermandskontorer samt åbne kontorlandskaber og moderne mødefaciliteter. Derudover indrettes der velfærdsområder til at understøtte arbejdsmiljøet samt et 500 m² innovationscenter, hvor iværksættere indenfor energi, klima og kommunikation kan bo og benytte sig af SE’s ressourcer og faciliteter.

Ved at bygge efter passivhuskriterierne vil SE ikke blot halvere energiforbruget til bygningens drift i forhold til normale erhvervsbyggerier. Det er også intentionen at tage fat på bygningens totale energiforbrug, herunder serverrum og øvrige energiforbrugende enheder:

- Da vi kom længere ind i projektet kunne vi se, at serverrummet ville stå for 60-80 % af det samlede energiforbrug i bygningen. Vi har derfor fået lavet en løsning, med såkaldte termoaktive konstruktioner og indirekte frikøling, hvor bl.a. køling af serverrum og klimastyring af bygningen integreres og styres på en intelligent måde, forklarer Niels Duedahl.

Bygningen forsynes med et omhyggeligt udvalg af energieffektive teknologier, herunder 10 km jordslanger til køling, og der vil blive eftermonteret 1.800 m² energiproducerende solceller.

Vil overgå serverparker hos Google og Facebook
Bygningen certificeres som passivhus af Passivhus.dk. Da dette sætter en grænse for det samlede energiforbrug for absolut alt energiforbrug i bygningen, kommer både serverne og de tekniske installationer en ekstra tur på operationsbordet.

Det sker i et utraditionelt samarbejde mellem bygningsingeniører og IT-afdeling, hvor målet er at overgå både Google og Facebooks serverparker i energieffektivitet. Man regner på den baggrund med at spare mere energi end der går til hele bygningsdriften.

- Jeg synes det er vildt fascinerende at tænke på, at 350 af SE’s medarbejdere, om mindre end 2 år, hver dag kan møde på arbejde med viden om, at deres arbejdsplads er en af verdens mest energieffektive og som producerer mere energi end det forbruger, slutter Niels Duedahl.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078