23948sdkhjf

Arkitema og MT Højgaard bag kontorhus i Haderslev

ATP har nu sat navn på det team, der skal bygge det kommende Udbetaling Danmark-center ved Haderslev Havn. Huset bliver på 5.815 m² og får plads til 316 medarbejdere.
Når Udbetaling Danmark i 2012 og 2013 overtager udbetalingen af folke- og førtidspension, boligstøtte, barselsdagpenge og familieydelser fra kommunerne, skal det ene af i alt fem centre ligge i Haderslev.

ATP Ejendomme er bygherre for projektet og har netop udvalgt MT Højgaard som entreprenør. Det oplyser Haderslev Kommune på sin hjemmeside.

Centret i Haderslev opføres på en grund ved havnen, som ATP Ejendomme har købt af Haderslev Kommune. Grunden omkranses af Fjelstrupvej, Kulhavnsvej, Ved Havnen og Christian X’s Vej.

Imødekommer alle krav
Byggeriet er tegnet af Arkitema og får et areal på 5.815 m², fordelt på tre ’arme’ i en højde på tre etager. Der bliver plads til 316 medarbejdere i centret, som efter ATP’s ønske opføres i bæredygtige materialer med lang levetid og i et design, der signalerer åbenhed og enkelthed.

- Vi ser meget frem til at flytte ind i et spændende hus, som på alle måder imødekommer de krav, vi stiller til en god arbejdsplads for vores medarbejdere. Her fra skal vi håndtere sager for mange tusinde borgere, og det er altafgørende, at det foregår i et sundt og inspirerende arbejdsmiljø, hvor medarbejderne trives, siger forretningsdirektør i ATP, Lilian Mogensen, der også er formand for Udbetaling Danmarks styregruppe.

Læs også: MT Højgaard fyrer i Danmark

Ud over arbejdsmiljø og funktionalitet har miljømæssig og økonomisk bæredygtighed vejet tungt i ATP’s bedømmelse af projekterne.

Fra industrihavn til et levende byområde
Haderslevs borgmester, Jens Christian Gjesing, er også begejstret for huset og lægger vægt på, at projektet går fint i spænd med de øvrige planer for omdannelsen af Haderslev Havn:

- Jeg glæder mig utrolig meget til at se Udbetaling Danmarks byggeri skyde i vejret. Det er et interessant byggeri med attraktive arbejdspladser, og samtidig er området nu ved at være forvandlet fra industrihavn til et levende byområde med spændende boliger og arbejdspladser, siger borgmesteren.

Læs også: Se billederne: Banegrav bliver til billøs bydel med 110.000 kvm byggeri

De øvrige Udbetaling Danmark-centre placeres i Frederikshavn, Holstebro, Vordingborg og Hillerød. Tidligere på ugen kom det frem, at Sjælsø skal opføre centret i Holstebro.

Læs mere i artiklen Sjælsø skal bygge 4.600 m² for Udbetaling Danmark
Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.203