23948sdkhjf

Schønherr og Adept skal designe ”Porten til Lolland”

Konkurrencen om at tegne Lollands nye visitkort har nu fundet sin afgørelse.
Siden marts har tre rådgiverteams konkurreret om projekt ”Porten til Lolland”, der skal styrke lokalområdet og gøre det mere attraktivt for både borgerne og de mange tusinde besøgende, som hvert år gæster områdets store attraktion; Knuthenborg Safaripark.

Dommerkomiteen har nu truffet sin afgørelse og udpeget Schønherr, Adept og Kuben Management som vinder. Sammen med Lolland Kommune, lokale borgere og en række andre aktører skal teamet nu arbejde på at realisere ”Porten til Lolland”.

Ny havneplads i Bandholm
Projektet ”Porten til Lolland” er en del af ”Mulighedernes Land”, der er et partnerskabsprojekt mellem Lolland Kommune, Thisted Kommune, Bornholms Regionskommune og Realdania om udvikling af Danmarks yderområder.

Med sit vinderprojekt foreslår Schønherr og Adept at udvikle de fysiske kvaliteter for derigennem at styrke de to landsbyer ved Knuthenborg; Hunseby og Bandholm.

Konkret ønsker teamet at anlægge en ny havneplads i Bandholm ved udkørslen fra Knuthenborg Safaripark. Idéen er her at skabe bedre samspil mellem den rekreative park, den rå industrihavn samt landsbygaden og endestationen for veteranjernbanen. Desuden forslås det at etablere forskellige cykel- og stiforbindelser i området, blandt andet langs Hunsåen.

Forslaget indeholder et idékatalog med forskellige konkrete tiltag. Overordnet er der tale om ét nedslagspunkt i hver af landsbyerne samt etablering af bedre stier og forbindelser mellem dem. Tanken er på den måde både at skabe opmærksomhed om hver landsby ved at bruge de eksisterende kvaliteter og samtidig binde landsbyerne bedre sammen. I forslaget lægges der også op til et tæt samarbejde med områdets borgere om de konkrete tiltag.

De to andre forslag var udarbejdet af henholdsvis Bascon / Metopos og Bertelsen & Scheving Arkitekter/ Dansk Bygningsarv.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128