Førende forskere og materialeproducenter har udgjort arbejdsgruppen bag DS 418, der netop er udgivet for syvende gang.
Moderniseringen af DS 418 indgår som standard i Bygningsreglementet og indeholder den nyeste viden, tendenser og beregningsmetoder inden for lavenergi, højisolerede konstruktioner og tætte vinduer.
Lars Ravn-Jensen, konsulent fra Dansk Standard, har ledet arbejdsgruppen, og han betegner den nye standard som en vigtig brik i at opfylde regeringens målsætninger om energibesparelser og fremme lavenergibyggeri:
- Det er vores fornemmeste opgave at sikre, at standarden hele tiden følger med udviklingen. Og det er lykkedes. Lavenergi og passivhuse er ikke til at komme udenom for nybyggere og de firmaer, der skal opføre huset. Det er derfor helt essentielt, at vi har et redskab, der giver mulighed for hurtigt og enkelt at finde U-værdi og linjetab for gængse konstruktioner, så man kan spare tidskrævende beregninger, siger Lars Ravn-Jensen.
• Det er 7. gang at DS 418 Beregninger af bygningers varmetab udgives.
• Standarden indeholder de nyeste metoder til beregning af U-værdier og linjetab for konstruktioner med kuldebroer, vinduer og fundamenter.
• Den er finansieret af Energiforskningsprogrammet og Erhvervs- og Byggestyrelsen.
• Arbejdsgruppen bag standarden består af: SBi, DTU Byg, Teknologisk Institut, Rockwool, Saint-Gobain Isover A/S, Saint-Gobain Weber A/S, Niras, Velux og Dansk Standard.