Loftsrum bliver til svanemærkede tagboliger i Vanløse
I bebyggelsen Dalhusene omdannes de gamle loftrum til 36 nye tagboliger med udsigt over Vanløse. Som noget særligt bliver tagboligerne svanemærkede.
Samlet er de 36 tagboliger på 3.465 kvm, fortæller Anne Møgelvang, kommunikationschef ved JØP, til Licitationen. Hvilke byggefirmaer, der står for projektet, eller hvad prisen er på entreprisen, har hun dog ikke mulighed for at oplyse.
Arkitektfirma Hune & Elkjær er tegnestuen bag de svanemærkede tagboliger.
Som bygherre har pensionskassen JØP tidligere været involveret i en række tagboligprojekter i København og Aarhus. Så det, som ifølge pensionskassen er landets første svanemærkede tagboliger, betgrates som et naturligt næste skridt:
- Vi vedligeholder og optimerer løbende vores ejendomsportefølje, blandt andet ved at opføre tagboliger, der sikrer os flere centralt beliggende boligkvadratmeter og nye lejere, siger Mikkel Svenstrup, investeringsdirektør i JØP, i en pressemeddelelse.
En sund investering
Certificeringen af Dalhusenes nye tagboliger betyder blandt andet, at energiforbruget er lavt, at både byggematerialer og kemiske produkter lever op til skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer, og at byggeaffaldet sorteres og sendes til recirkulering.
Også de nye udearealer opføres i overensstemmelse med Svanemærkets krav, og det er alt sammen med til at skabe en boligløsning skræddersyet til fremtidens behov.
Udover certificeringen med Svanemærket bliver de nye tagboliger kendetegnet af højloftede rum, nye kviste og tagterrasser, der tilsammen skaber gennemlyste, moderne boliger. Samtidig muliggør tagboligprojektet en renovering af bebyggelsens trappeopgange samt nye opholdsarealer med blandt andet cykelskure og haverum.