23948sdkhjf

Bæredygtigt hospitalsbyggeri for milliarder

Region Hovedstaden skal ny- og ombygge hospitaler for over 13 mia. kroner, og kravene til bæredygtighed og grønt byggeri bliver høje.
Som led i Hospitals- og Psykiatriplan 2020, der blev vedtaget den 21. juni, skal der bygges nye hospitaler og ombygges for over 13 mia. kroner i Region Hovedstaden.

Planloven pålægger regionerne at mindske miljøbelastningen ved at arbejde i en bæredygtig retning, og den opgave tager man alvorligt i hovedstaden.

For de kommende byggerier gælder det således, at energiforbruget skal være i bund, at der skal spares på vandet, og at materialerne skal være så miljøvenlige som overhovedet muligt.

Krav på tre fokusområder
Regionens Miljø- og klimaudvalg har vedtaget en række miljømæssige bæredygtighedskrav til byggerierne. Kravene kredser om de tre fokusområder:

• Energiforbrug og udledning af drivhusgasser.
• Miljø- og klimapåvirkning fra byggematerialer, produkter og varer.
• Vandforbrug.

Når byggerierne kommer i udbud, skal de enkelte byggeprojekter derfor bl.a. stille disse krav i udbuddet. Hertil kommer eventuelle lokale miljøkrav.

Fem konkrete vurderingsparametre
Desuden indeholder bæredygtighedskravene fem konkrete vurderingskriterier, som skal indgå som konkurrenceparametre for tilbudsgiverne.

Firmaerne skal beskrive præcist, hvordan de både i byggeperioden og i den efterfølgende drift vil mindske udledningen af drivhusgasser, anvende de rigtige materialer og produkter og spare på vandet m.m.

Det betyder, at bæredygtighed skal indgå på linje med fx funktionalitet og pris, når der skal findes en vinder af udbuddet.

- Hensyn til miljø og klima er meget vigtigt i regionens kommende hospitalsbyggerier. Derfor stiller vi skrappe krav til tilbudsgiverne om at beregne og dokumentere, hvordan de vil leve op til forventningerne, siger formand Lars Gaardhøj fra Miljø- og klimaudvalget i en pressemeddelelse.

En udfordring at bygge grønnere
Det bliver en udfordring for projekterne, at bæredygtighed skal tænkes ind i byggerierne. Alle tiltag skal holdes indenfor anlægssummen, hvilket vil stille store krav til projekteringen.

Forventningen er også, at kravene til bæredygtigt hospitalsbyggeri kan kaste nye og bæredygtige teknologier og metoder af sig og udvikle den grønne teknologi gennem forskning og innovation.

- Vi skal lægge os i spidsen, når det gælder udvikling af grøn teknologi. Det er vigtigt, at fokus på klima og miljø også giver fokus på vækst og innovation, siger Lars Gaardhøj.

Herlev Hospital har fundet rådgiverteam
Byggeprojekterne skal først i rådgiverudbud, oftest i form af en projektkonkurrence, og derefter i entrepriseudbud.

Herlev Hospital har som det første projekt fundet sit rådgiverteam, mens de øvrige er i planlægningsfasen. I Herlev faldt afgørelsen i april måned , hvor et team med Henning Larsen Architects i spidsen fik til opgave at designe en 52.000 m² stor udvidelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094