23948sdkhjf

Ny SBi-anvisning forenkler brugen af byggeregler

Overgangen til de europæiske standarder, Eurocodes, har betydet nye retningslinjer inden for projektering af konstruktioner. Det gælder også for fundering.
Som følge af overgangen til Eurocodes har Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet netop udgivet en ny SBi-anvisning 231 om fundering af mindre bygninger.

Den nye udgivelse, der erstatter SBI-anvisning 181 med samme titel fra 1994, indeholder retningslinjer for projektering og dimensionering af fundamenter opdateret i henhold til den europæiske standard for geoteknik; Eurocode 7.

- Hvis man følger SBi-anvisningen inden for de givne rammer, som er mindre bygninger i traditionel udformning, hvor de dominerende kræfter på fundamenterne er lodret last, vil man være i overensstemmelse med den europæiske standard, forklarer seniorrådgiver Erik Steen Pedersen, der har været redaktør på anvisningen.

Anvisningen er desuden fornyet i forhold til blandt andet Bygningsreglement 2010 og regler vedrørende håndtering af forurenet jord. Derudover er indholdet organiseret, så det afspejler byggeprojektets forløb.

Valg af fundering
Anvisningen vejleder i, hvilke jordbundsundersøgelser, der bør foretages, og anviser på den baggrund hensigtsmæssige funderingsformer. Hovedvægten ligger på direkte fundering og pælefundering, men anvisningen behandler også specielle funderinger, fx sandpudefundering og fundering på fedt ler.

Derudover giver anvisningen en generel beskrivelse af de jordbundsforhold, som man typisk finder i forskellige egne af Danmark. Der er detaljerede farvefotos af de forskellige jordtyper, og der er forklaringer på metoder til jordbundsundersøgelser i form af tryksondering, vingeforsøg og håndboring.

Korrekt fundering er af helt afgørende betydning for et godt og sikkert byggeri. Hvis funderingen er udført forkert, kan det få store konsekvenser. Vægge kan slå revner, og gulve kan sætte sig. Dette kan medføre store omkostninger til fundamentforstærkning. Derfor indeholder anvisningen også et afsnit om typiske funderingsfejl, og hvordan det er muligt at rette op på dem, hvis skaden er sket.

SBi-anvisning 231 henvender sig til byggeriets rådgivende og projekterende parter samt studerende. I forlængelse af udgivelsen afholder SBi et kursus om den nye funderingsanvisning. Det sker i Hørsholm torsdag 15. september.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109