23948sdkhjf

Møller & Grønborg i spidsen for vestjysk dobbeltprojekt

Seks gennemarbejdede bud fra fem forskellige tegnestuer var kommet ind, da deadline for udbud til udviklingsplaner for henholdsvis Søndervig og Hvide Sande udløb. Og Team Møller & Grønborg, der havde budt på begge projekter, trak det lange strå i begge tilfælde. 

Det skriver Ringkøbing-Skjern kommune i en pressemeddelelse. 

- Deres bud var både interessante og nytænkende, og så inddrager de erfaringerne og idéerne fra forskningsprojektet Rethinking Tourism in a Coastal City, anerkender byernes særlige kvaliteter og tænker i helheder, siger Søren Elbæk, 1. viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune og formand for styregruppen for henholdsvis Søndervig og Hvide Sande. 

Team Møller & Grønborg består ud over tegnestuen Møller & Grønborg af E+N Arkitektur, Urban Goods, turismeforsker Jørgen Ole Bærenholdt, Trafikplan, DHI, Oxford Research, Colliers International og Orbicon. 

Skal ikke vende ryggen mod ny turisme
Udviklingsprojekterne for Søndervig og Hvide Sande skal imødekomme et stigende antal turister, et voksende tryk på trafikken - og for at sikre, at Søndervig bliver en hel by og fx ikke 'vender ryggen mod' det kommende Lalandia-feriecenter med badeland, hotel og sommerhuse på østsiden af Klitvej. 

I Hvide Sande skal der fortsat være plads til industri og fiskeri side om side med turismeerhvervet, men mens industrihavnen og slusen er centrum i Hvide Sandes identitet, har byen på klitten også mange andre kvaliteter, der skal bringes i spil. 

Jens Christian Pasgaard, arkitekt hos Møller & Grønborg og projektleder på udviklingsplanen for Søndervig og Hvide Sande, har gennem de seneste tre år spillet en aktiv rolle i turismeudviklingsprojektet Rethinking Tourism in a Coastal City og kender således både Søndervig og især Hvide Sande særdeles godt og ser et stort udviklingspotentiale begge steder. 

- Vi ser det samtidig som en stor fordel, at vi får lov at arbejde med begge kystbyer parallelt, så udviklingsplanerne tænkes i sammenhæng med hinanden, og der skabes synergi mellem de to steder, siger Jens Christian Pasgaard i pressemeddelelsen.

Plan på bordet før finansiering
Vinderholdet ventes at aflevere et bud på en udviklingsplan for de to byer i marts 2020. Herefter skal de politiske udvalg og derefter byrådet behandle sagen. Først derefter vil der blive søgt penge til at realisere nogle eller alle de forslag udviklingsplanerne præsenterer. 

Undervejs i projektperioden vil idéer og forslag blive trykprøvet på borgere og centrale aktører i Søndervig og Hvide Sande, ligesom disse vil blive inddraget i arbejdet gennem workshops. 

 Arbejdet med udviklingsplanerne bakkes op af beboerforeningerne i både Søndervig og Hvide Sande, og støttes økonomisk af foreningen Realdania, Ringkøbing-Skjern Kommune, Hvide Sande Havn, Søndervig Centerforening og Søndervig beboerforening.

Vestkysten viser Vejen

Den strategisk-fysiske udviklingsplan gennemføres som et led i Realdanias indsats "Vestkysten viser Vejen", der har til formål at løfte Vestkystens kystbyer og attraktioner til gavn for alle, der bor ved og besøger den danske Vestkyst. 

Realdania har afsat i alt 40 mio. kr. til indsatsen, der ud over de strategisk-fysiske udviklingsplaner også skal støtte realisering af konkrete projekter og udvikle et fælles koncept for wayfinding på tværs af hele Vestkysten.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141