23948sdkhjf

Boligforening bygger hytteby af vindmøllevinger

En gruppe af Vejle Kommunes hjemløse får snart tag over hovedet. Boligforeningen AAB opfører i løbet af efteråret de første privatboliger i Danmark bygget af komposit.
En længe ventet hytteby for hjemløse i Vejle Kommune, som har været på tegnebrættet et stykke tid, tager nu for alvor form.

I skrivende stund er grunden ved Vestre Engvej ved at blive byggemodnet, og i løbet af efteråret går byggeriet for alvor i gang. Boligerne er ret banebrydende, for ifølge Vejle Kommune er det de første privatboliger i Danmark, der bygges af komposit i glas- og plastfibre.

- Alle udvendige materialer er lavet af komposit – nærmere bestemt af komprimerede glas- og plastfibre, som vi kender det fra vindmølleindustrien. Materialet matcher vores krav om robusthed og minimal vedligehold, uden at det vel at mærke går ud over komfort og indeklima, siger projektleder Birger Kruse fra Vejle Kommune.

Imødekommer kravene til en moderne bolig
Projektet hedder ”Hytteby for hjemløse” og vil bestå af seks boliger på hver 40 m² samt et fælleshus.

Projektet er blevet til i samarbejde mellem Vejle Kommune, Kirkens Korshær og Boligselskabet AAB. Vejle Kommune står for selve byggemodningen. AAB er bygherre, mens Kirkens Korshær varetager den sociale vicevært-funktion med støtte fra Vejle Kommune. Boligerne har en samlet pris på 3 mio. kroner, som er betalt af Socialministeriets pulje til boliger for socialt udsatte.

- Det har været vigtigt for os, at boligerne er indbydende – altså ligner almindelige boliger – og imødekommer alle de krav, man stiller til en moderne bolig. De indvendige materialer er træ og gips. Vi har taget mulige beboere med på råd undervejs. Deres krav om privatliv er således blevet imødekommet. Fx har vi undladt store vinduespartier, og vi bygger også private terrasser, forklarer Birger Kruse.

Antallet af hyttebyer i vækst
De nye boliger i Vejle er en del af forsøgsordningen "Skæve huse til skæve eksistenser", som går ud på at afprøve alternative boliger og boformer for hjemløse.

I de seneste år er antallet af hyttebyer til hjemløse vokset op i en række større danske byer. Blandt andre Aarhus, Kolding, Haderslev og Aalborg har opført byer tilsvarende den by, der nu er på vej i Vejle.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109