23948sdkhjf

Entreprenør fanget i forsøg på storstilet lønsnyd

Firmaet skal betale et millionbeløb for underbetaling

Omkring 30 arbejdere hos Andrada Entreprise ApS tjente ikke mere end 70 kr. i timen for alle timer, til trods for at der på firmaets lønsedler var anført både overarbejdsbetaling og en højere timeløn. Det skriver den forhenværende højesteretspræsident Børge Dahl som såkaldt opmand i sin kendelse i en faglig voldgiftssag, fortæller Fagbladet 3F.

– Andrada har fremlagt nogle lønsedler, som efter deres indhold og bevisførelsen i øvrigt ikke kan anses for at være udleveret til medarbejderne eller for at være retvisende med hensyn til antal arbejdstimer og udbetalt løn, skriver opmand Børge Dahl i kendelsen. På de fremlagte lønsedler lød timelønnen på 126,95 kr., og 15 kr. ekstra i timen for hver overarbejdstime.

Ned til 50 kroner i timen
Tilbage i februar kunne Fagbladet 3F og DR afsløre, at rumænske og pakistanske arbejdere er blevet snydt på to byggepladser i Holbæk.

Nogle af rumænerne arbejdede for Andrada Entreprise ApS, der har adresse i Mørkøv i Nordvestsjælland.

Andrada Entreprise IVS udførte fra sommeren 2017 til maj 2019 arbejde i forbindelse med opførelsen af seks parcelhuse på Torpet samt 24 lejligheder på Vejrhøj i Holbæk.

I september og oktober 2019 afgjorde den neutrale opmand i to faglige voldgiftssager, at byggefirmaet Andrada Entreprise IVS skulle betale i alt knap 2,3 millioner kroner til 3F.

Det skyldes, at firmaet havde underbetalt medarbejdere og brudt overenskomsten. Beløbet svarer til, hvad Andrada Entreprise IVS har sparet ved den manglende betaling af løn og pension til medarbejderne.

I den første lønsag ønskede Andrada Entreprise IVS hverken at fremlægge time- og lønsedler eller dokumentation for lønudbetaling. Men opmanden afgjorde, at tre medarbejdere ikke havde tjent mere end 50 kroner i timen for alle timer.

Fabrikerede lønsedler
I den anden sag fremlagde Andrada Entreprise IVS via firmaets arbejdsgiverorganisation, Dansk Byggeri, nogle ansættelseskontrakter og lønsedler, som skulle dokumentere, at medarbejderne tjente knap 127 kroner i timen.

Men faglig sekretær Krystyna Hansen hos 3F Holbæk-Odsherred opdagede blandt andet, at det samme kontonummer optrådte på flere af medarbejdernes lønsedler. Og at en medarbejders kontonummer ikke var det samme på hans ansættelseskontrakt som på hans lønsedler.

– Lønsedlerne var fabrikeret til lejligheden og havde ikke noget med virkeligheden at gøre. Medarbejderne på byggepladserne fortalte os, at de slet ikke fik lønsedler. Medarbejderne er blevet systematisk snydt og groft udnyttet af firmaet, siger Krystyna Hansen.

Ingen kommentarer fra byggeboss
Byggeboss Thomas Singh Knudsen fra København mødte frem på vegne af Andrada Entreprise IVS til et indledende møde og sendte desuden et skriftligt vidneudsagn til voldgiftsretten, da den ene faglig voldgiftssag skulle afklares.

Men da Fagbladet 3F beder ham om kommentarer til sagen, afbryder han hurtigt telefonforbindelsen. Efterfølgende har han hverken reageret på telefonopkald eller henvendelse på e-mail.

Hos arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri tager man opmandens to afgørelser til efterretning, oplyser advokat og afdelingschef Anja Bülow Jensen.

- Medlemmer af Dansk Byggeri skal naturligvis betale overenskomstmæssig løn for overenskomstdækket arbejde, og Dansk Byggeri tager afstand fra systematisk underbetaling i forhold til de gældende overenskomster, skriver Anja Bülow Jensen i en e-mail til Fagbladet 3F.

Hun oplyser, at Dansk Byggeri ikke har nogen kommentarer til de misvisende lønsedler.

- Andrada er forpligtet til at følge afgørelserne og dermed også at betale de skyldige beløb. Vi tillader os at gå ud fra, at 3F forfølger dette i overensstemmelse med gældende regler, skriver Anja Bülow Jensen oplyser, at Dansk Byggeri har pålagt virksomheden at betale beløbet.

3F forsøger nu juridisk at inddrive de beløb, som Andrada Entreprise IVS skylder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093