23948sdkhjf

Først var der Kødbyen og Carlsbergbyen – nu får hovedstaden Postbyen

Mens kraner og byggearbejdere er i fuld gang på byggepladsen bag Hovedbanegården i København, får det kommende bykvarter sit eget navn. 

Postbyen bliver navnet på området omkring Centralpostbygningen overfor Hovedbanegården, den tidligere postterminal på Bernstorffsgade og kontorbygningen på Carsten Nieburhs Gade. 

Fredag den 6. december var der grundstensnedlæggelse på området. Københavns overborgmester Frank Jensen (S) havde sammen med Ole Krogh Petersen og Robert Nellemann fra bygherren Danica Pension æren af at nedlægge grundstenen til det kommende bykvarter, der skal danne en forbindelse mellem byen og vandet med cykelstrøg, åbne pladser og gangstier. 

Grundstenen indeholder landskabsplanen for området, en kopi af stiftelsesdokumentet for Danica Pension, et foto fra nedrivningen, et Polaroid-foto fra dagen samt dagens udgave af Berlingske og Politiken. 

Et bykvarter med 5.500 arbejdspladser
– Området har en unik historie med den over 100 år gamle centralpostbygning, og den reference ville vi gerne bære med videre ind i nutidens København. Vi er glade for, at vi kan være med til at udvikle et næsten glemt område i København og gøre det til et attraktivt bykvarter, som alle kan bruge, siger Ole Krogh Petersen, adm. direktør i Danica Pension, i en pressemeddelelse. 

Læs også: Fire prækvalificeret til 20.000 kvm OPP-psykiatri

Postbyen, der er på størrelse med fem fodboldbaner, vil blandt andet rumme Danske Banks kommende hovedsæde. Hertil kommer fem tårne med boliger, erhverv og hoteldrift og et multibrugerhus for små og mellemstore virksomheder.

Alle bygninger i Postbyen bliver bæredygtighedscertificeret. Det anslås, at 5.500 mennesker vil arbejde i Postbyen og 20.000 dagligt vil besøge bykvarteret.

Det er forventningen, at de første boliger og erhvervslejemål i Postbyen står klar til indflytning i 2023-2024.

Fakta: Postbyen

- Bygherre i Postbyen: Danica Pension

- Totalentreprenør – første etape af Postbyen: Per Aarsleff A/S

-  Totalentreprenør – anden etape af Postbyen: KPC

- Hele kvarteret er tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter

- Danske Banks kommende hovedsæde bliver ca. 113.000 m2 stort - fordelt på 73.000 m2 til kontor og 40.000 m2 til parkering og teknik

- Der bliver plads til ca. 4.000 medarbejdere i det kommende hovedsæde

- Kontorhuset i Postbyen bliver på ca. 24.000 kvm med plads til ca. 1.500 medarbejdere

- De fem tårne bliver på 33.000 kvm i alt

- I tårnene bliver der bygget 162 lejligheder og 236 hotellejligheder samt et planlagt sundhedshus.

- Alle bygninger i Postbyen bliver bæredygtighedscertificeret efter standarderne DGNB og LEED.


Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141