23948sdkhjf

Fusion i arkitektbranchen

Gottlieb Paludan køber Public Arkitekter og skaber et nyt, landsdækkende arkitektfirma med en markant profil på infrastruktur, energi og erhverv.
Ved sammenlægningen bliver det nye firma – med 80 medarbejdere fordelt i København og Aarhus – en markant arkitektvirksomhed inden for infrastruktur, energi og erhverv.

Kunder og samarbejdspartnere vil fremover opleve endnu større kapacitet og bredde i rådgivningen, hvor fokus ligger på effektive og innovative samarbejder i både Danmark og udlandet. Kompetencer inden for bygherre- og procesrådgivning vil ligeledes stå styrket og udvidet ved sammenlægningen af de to firmaer.

- Gottlieb Paludan og Public er det ideelle match. Det er to ligeværdige parter – med et fælles strategisk sigte og beslægtede opgaver – som nu bliver til én virksomhed. Købet udspringer af vores fælles ambition om at udvikle enkel og værdiskabende arkitektur som grundlaget for moderne velfærdsdesign, forklarer Jesper Gottlieb, partner i Gottlieb Paludan.

Står over for en vigtig opgave
Gottlieb Paludan og Public Arkitekter har sideløbende gennemgået en meget positiv udvikling, og begge tegnestuer har formået at skrive markante projekter på cv’et de senere år. Public er bl.a. arkitekten bag Ny Nørreport Station, mens Gottlieb Paludan sidste år vandt et 25.000 m² Business Support Center for Statoil i Kalundborg.

Sammenlægningen er et led i begge firmaers strategi for yderligere vækst og udvikling, og med den fremtidige konstruktion er målet at sætte dagsordenen inden for de primære forretningsområder.

- Både i Danmark og i resten af verden står vi over for en vigtig opgave med at forny vores byer. Vi vil som arkitekter og specialister inden for transport og energi sætte dagsordenen og bidrage til en grøn og fremtidssikret udvikling, siger adm. direktør Gunnar Sørensen fra Public.

Fakta om de to virksomheder
Gottlieb Paludan er en af landets ældste tegnestuer med et virke på mere end 100 år. Virksomheden beskæftiger ca. 40 medarbejdere på Frederiksberg og omsatte i 2010 for 23,1 mio. kroner. I 2011 forventes dette tal øget til ca. 33 mio. kroner.

Den cylinderformede Kastrup Koblingsstation samt den græsklædte spidslastcentral, begge ved Københavns lufthavn er pejlemærker for tegnestuens produktion. Senest har Gottlieb Paludan bidraget med bud på fremtidens energisystemer gennem det innovative ”Green Power Island”-projekt og landbrugsprojektet ”Pig City”.

I 2010 vandt tegnestuen konkurrencen om et 25.000 m² stort Business Support Center, som Statoil opfører i Kalundborg med forventet indflytning i 2013.

Public Arkitekter blev etableret som aktieselskab 1. januar 2009 og udspringer af det tidligere DSB Arkitekter. Firmaet er således gået fra at være en offentlig virksomhed til at være et privatejet aktieselskab for lidt mere end to år siden.

Public består af 40 arkitekter, ingeniører, bygningskonstruktører, landskabs-arkitekter, kommunikatører og administrativt personale fordelt på tegnestuer i København og Aarhus. Virksomheden omsatte for 43,6 mio. kroner i 2010 og forventer et niveau på ca. 39 mio. i 2011.

Blandt projekter de senere år kan nævnes Ny Nørreport Station, som Public vandt i 2009. Forslaget skaber et nyt Nørreport med en urban og dynamisk stemning, der har fokus på byliv og cykler. Byggeriet forventes færdigt i 2014.

Derudover har Public blandt andet stået for Flintholm Station, renovering af Købehavns Hovedbanegård og flere stationer i Japan.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094