ANALYSE: Dansk Byggeris lange, lange vej mod mere synlighed

Da Dansk Byggeri så dagens lys i 2003 som en fusion af Danske Entreprenører og de mindre byggevirksomheders organisation Byg, var det et resultat af, at bygge- og anlægsbranchen skulle have en samlende stemme over for ikke mindst politikere og andre beslutningstagere.

Det var samtidig kulminationen på en lang række af sammenlægninger op gennem ikke mindst 1980’erne, hvor mindre organisationer inden for håndværksfagene slog sig sammen for til at sidst at ende med organisationen Byg i 1990.

Siden 2003 har Dansk Byggeri godt nok forsøgt at være den samlende kraft i bygge- og anlægsbranchen og har da også lavet store overenskomstforlig med modparten i 3F. Men den samlende stemme for bygge- og anlægsbranchen har haltet.

DI's større muskler
I takt med at kollegerne i Dansk Industri fik større og større muskler, har Dansk Byggeri til tider haft svært ved at trænge igennem med byggeriets synspunkter over for Christiansborg.

Samtidig har man i hovedkvarteret i Nørre Voldgade i København set, hvordan både arkitekterne i Danske Ark og rådgiverne hos Foreningen af Rådgivende Ingeniører har opgivet selvstændigheden og ladet sig indlemme i DI-familien.

Det har kun givet Dansk Industri en endnu større stemme på bygge- og anlægsområdet.

Fejlsagen fusion
Desuden har flere byggematerialeproducenter fundet sig til rette hos DI, selvom Dansk Byggeri igennem årene har forsøgt sig med tiltag.

Først den associerede forening Byggevareleverandørforeningen og siden Danske Byggematerialer. Samtidig har mange små håndværksvirksomheder kigget mod Dansk Håndværk, fordi de ofte har følt sig klemt i serviceringen af de største medlemmer.

At det så heller ikke allerede to år efter Dansk Byggeris tilblivelse lykkedes at finde sammen i en fusion med installatørerne i Tekniq var også et nederlag.

Officielt kunne Dansk Byggeri og Tekniq ikke få organisationsmodellerne til at hænge sammen - uofficielt blev det en kamp om, hvem der skulle have hjørnekontoret.

Den helt store bet
Men den helt store bet for Dansk Byggeri kom nok i 2008, da landets dengang største entreprenørvirksomhed, MT Højgaard, skiftede Dansk Byggeri-medlemskabet ud med et hos DI.

Det skete ikke mindst ud fra et ønske om bedre service og rådgivning i forhold til MT Højgaards dengang store udenlandske forretning - men også fordi de erhvervspolitiske emner ifølge MT Højgaard blev bedre varetaget af Dansk Industri.

Det kostede ikke bare prestige, men også dyrebare kontingentkroner for Dansk Byggeri.

Bliver mere synlige
Nu står Dansk Byggeri så på tærsklen til at blive en del af den hastigt voksende DI-familie, hvor bygge- og anlægsbranchen med formand Claus Berings ord bliver mere synlig.

Det må være noget af en erkendelse at nå frem til - men også en nødvendig én af slagsen.

Bygge- og anlægsbranchen står i de kommende år over for mærkbare forandringer i forhold til hele bæredygtigsproblematikken og klimakampen, og med en DI-kasket på hovedet, kan organisationen sikkert få mere slagkraft i forhold til at tale bygge- og anlægsbranchens sag.

Men en række organisationer uden for DI-familien må også se med bange anelser på den mastodont af en arbejdsgiverorganisation, der nu tegner sig med 17.000 medlemsvirksomheder.

DI vil få endnu større gennemslagskraft over for beslutningstagerne på Christiansborg og i kommunerne. Og virksomhederne kan håbe på betydelig mere indflydelse.

Den store hurdle
Den store hurdle bliver dog, at de mindre bygge- og anlægsvirksomheder ikke føler sig klemt i en medlemskreds med store danske industrikoryfæer.

Her er Dansk Byggeri og DI nødt til at finde en vej til bedre service, så de små virksomheder også får noget ud af deres kontingentkroner.

For ellers står en række af de mindre arbejdsgiverorganisationer sikkert klar med åbne arme.