El-installatørforretning El-Møller A/S i Rødekro overtager elinstallatørforretningen Arne Christiansen i Aabenraa. Det sker med virkning fra 1. marts.
Efter opkøbet samles alle aktiviteter og 15 medarbejdere - blandt dem Arne Christiansen - i Rødekro.
Opkøbet sker på initiativ af El-Møllers direktør Lars Erik Thomsen:
- Vi ønsker en kontrolleret vækst, og her passer Arne Christiansens profil godt ind i vores set-up. Vi kender hinanden som kvalitetsbevidste kolleger. Vi er så heldige at både Arne og svenden Rasmus fortsætter, siger Lars Erik Thomsen i en pressemeddelse om overtagelsen.
Arne Christiansens forretning blev grundlagt af faderen i 1954. I 1988 overtog Arne Christiansen virksomheden ved et generationsskifte.
El-Møller er grundlagt i 1927. Direktør Lars Erik Thomsen og serviceleder Lasse Fabricius overtog firmaet i 2016 efter at have været ansat i virksomheden i henholdsvis 32 år og 13 år.
| mio. kr. | 2019 | 2018 |
|---|---|---|
| Bruttofortjeneste | 6,1 | 6,4 |
| Resultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) | 0,9 | 1,1 |
| Resultat før skat | 0,9 | 1,1 |
| Årets resultat | 0,7 | 0,8 |
| Aktiver i alt | 3,6 | 3,7 |
| Egenkapital | 1,3 | 1,4 |
| Antal ansatte (gns.) | 14 | 14 |
| Regnskabsåret blev afsluttet 31.12.2019. | ||
