23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Building Supply
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Fyld ordrebogen; Her er der nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Herlev, Hillerød, Solrød, Tårnby, Esbjerg, Horsens og Odder

REGION HOVEDSTADEN

HERLEV
Rådhus
Herlev Kommunalbestyrelse har godkendt idéoplæg og vision for Rådhus Hjortespring, som beskriver rammerne for opførelsen af nye rådhusfaciliteter i Hjortespring. Ideoplægget og visionen danner desuden grundlag for det materiale, der udsendes til de bydende entreprenør/arkitekt-teams i forbindelse med indhentning af tilbud på byggeriet. Samtidig har kommunalbestyrelsen frigivet 1,6 mio. kr. til projektet, som blandt andet skal dække udgifter til gennemførelse af udbudsproces og kontrahering med vindende entreprenør/arkitekt-team samt intern projektledelse i 2020.

Ifølge kommunens planer sendes projektet i udbud i løbet af foråret 2020. Der forventes at foreligge et endeligt tilbud inklusive skitseprojekt til godkendelse i kommunalbestyrelsen i december 2020.

HILLERØD
Etageboliger
Økonomiudvalget i Hillerød Kommune har besluttet, at lokalplanlægningen for Lowzons Have skal tillade byggeri i maksimalt fire en halv etage, og ikke kun tre en halv etage, som var alternativet.

Bygherre har fremsendt forslag til både byggeri i tre en halv og i fire en halv etage ved den fredede Lowzons gård, og det vurderes, at forslaget, hvor der bygges i fire en halv etage vil passe bedst ind i nærområdet.

Det er Frederiksborg Gruppen ApS, som på vegne af ejerne af ejendommen Møllestræde 4 har ansøgt om igangsættelse af lokalplanarbejdet for etagebebyggelse til boliger på Møllestræde 4 ved det fredede Lowzonske hus. Der er tale om en omdannelse af et område med bebyggelse, liberalt erhverv og butikker til et område med etageboliger med en mindre del udlagt til butikker.

SOLRØD
Renovering af skole
Solrød Byråd har godkendt den første etape af en 10-årig genopretningsplan for bygningerne på den fredede Uglegårdsskole i Solrød Strand.

Den særegne folkeskole med sine karakteristiske røde træstopler, unikke arkitektur og gennemgående kanal trænger nemlig til en kærlig hånd flere steder, forklarer kommunen på sin hjemmeside.

Der skal bruges cirka tre mio. kr. på første etape, men i alt regner kommunen med at skulle bruge 30 mio. kr. på at renovere skolen over de kommende 10 år.

Den unikke træskole blev fredet i 2016, og det betyder, at Slots og Kulturstyrelsen skal godkende renoveringen og materialevalget, inden arbejdet kan gå i gang.

I første omgang er det skolens bærende konstruktioner og facaden, der bliver skiftet, og hvis Slots- og Kulturstyrelsen kan godkende renoveringsplanerne, bliver opgaven sendt i udbud til foråret.

SOLRØD
Byudvikling
Solrød Byråd har besluttet at sætte gang i forundersøgelsen af et eventuelt projekt på stationspladsen ved Solrød Center, kaldet Fyrtårnsprojektet. Projektet skal i givet fald være med til at udvikle bymidten i strandområdet, og samtidig kan projektet gøre det muligt at bygge flere boliger nær Solrød Center og Solrød Strand Station.

Forundersøgelsen af Fyrtårnsprojektet skal blandt andet indeholde bud på ikke-kommunale funktioner i Fyrtårnet, en undersøgelse af parkeringsforhold og forslag til en grundig borgerinddragelsesproces. Forundersøgelsen skal også afdække muligheden for at bygge et nyt, moderne og fremtidssikret rådhus på stationspladsen, som kan være med til at skabe mere liv i bymidten og samtidig være borgernes hus.

Resultatet af forundersøgelsen bliver efter planen præsenteret for byrådet i slutningen af juni 2020.

TÅRNBY
Skøjtehal
Tårnby Kommune har i år afsat 1 mio. kr. til forundersøgelser vedrørende en ny skøjtehal i 2020, 13 mio. kr. til byggeri i 2021, 40 mio. kr. til byggeri i 2022 og 5,9 mio. kr. til færdiggørelse i 2023. I i 2023 er der desuden afsat 5 mio. kr. til nedrivning af den eksisterende skøjtehal.

Kultur- og Fritidsudvalget havde skøjtehallen på dagsordenen forleden og anbefaler, at beløbet til forundersøgelser frigives.

Det foreslås, at der allerede i forbindelse med forprojektet samarbejdes med en rådgiver, og det foreslås, at rådgiveropgaven sendes i udbud.

REGION SYDDANMARK

ESBJERG
Boligbebyggelse
Friis og Moltke Architects har i samarbejde med Arkitektfirmaet Rudolf Lolk tegnet et forslag til en boligbebyggelse på hjørnet af Torvegade og Borgergade i Esbjerg. Grunden er i dag ubebygget.

Forslaget lyder på opførelse af et boligbyggeri i op til 12 etager med erhvervsareal i de nederste e-to etager. Forslaget er i strid med den nuværende lokalplan for matriklen samt kommuneplanen. Plan & Miljøudvalget skulle derfor for nylig tage stilling til, om der skulle udarbejdes nyt plangrundlag. Det var der uenighed om i udvalget, og sagen blev begæret i byrådet.

Det foreslåede byggeri får en samlet højde på omkring 44 meter, og byggeriet omfatter 3.700 kvm svarende til et bebyggelsesprocent på 781 på den 477 kvm store grund.

Knud Eskildsen Ejendomme A/S er bygherre.

REGION MIDTJYLLAND

HORSENS
Boliger
Horsens Byråd har vedtaget Lokalplan 335, Boliger, Rantzausbakke, Horsens, og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Horsens Kommune satte i foråret 2018 boligenklaven Rantzausbakke i Bygholm Bakker til salg, og det nye plangrundlag er udarbejdet på baggrund af det vindende tilbud, der lyder på opførelse af 396 lejligheder og et fælleshus.

Bag tilbuddet står Birch Ejendomme og Årstiderne Arkitekter.

HORSENS
Daginstitution
Antallet af 1-5 årige børn i Sydbyen i Horsens er steget mere end forventet, og der er derfor brug for flere daginstitutionspladser.

Horsens Byråd besluttede forleden, at der skal etableres en modulbygget daginstitution i Bankager med plads til 30 vuggestuebørn og 40-45 børnehavebørn. Byrådet anlægsbevilgede 9,5 mio. kr. til byggeriet.

Der opføres cirka 800 kvm modulbyggeri, legeplads og parkeringsplads med adgang fra Ternevej.

Den nye institution forventes klar til ibrugtagning i december 2020.

ODDER
Om- og tilbygning
Odder Kommune har i samarbejde med Gandrup Krabbe Vang arkitekter udarbejdet et forslag til Lokalplan nr. 1147 for et område til centerformål ved Nørregade og Torvald Køhlsvej i Odder.

Lokalplanen baner vej for etablering af en bolig- og erhvervsbebyggelse i tre etager ved om- og tilbygning af den gamle posthusejendom på stedet.

Dispositionsforslaget lægger op til, at der etableres en bolig- og erhvervsbebyggelse med erhverv i stueetagen og boliger på første og anden sal. I alt ønskes der indrettet 16 boliger i varierende størrelser.

Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget besluttede på sit seneste møde at anbefale lokalplanforslaget til fremlæggelse i offentlig høring.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.16