Typehusfirmaet 2-Plan Huset A/S kom ud af regnskabsåret 2018/19 med et underskud på 774.228 kroner og et negativt driftsresultat på 590.123 kr.
Virksomheden, der har hovedsæde i Fredericia, har dermed endnu en gang røde tal i regnearket.
Det er nemlig ikke første gang, at typehusfirmaet har underskud.
I 2016/17 kom virksomheden også ud af regnskabsåret med et negativt resultat på lidt over en halv million kroner. Af regnskabets ledelsesberetning fremgik det dengang, at "der forventes en positiv udvikling i selskabets aktiviteter i det kommende år". Det viste sig at holde stik, da 2-Plan Huset kom ud af regnskabsåret for 2017/18 med et resultat på 426.034 kroner.
Direktør vil ikke medvirke
Licitationen - Byggeriets Dagblad har forsøgt at træffe firmaets direktør, Flemming Brahe Jørgensen, for en kommentar til det seneste regnskab, men han har ikke ønsket at medvirke.
Det fremgår heller ikke af ledelsesberetningen for det netop offentliggjorte regnskab, om årets resultat anses som værende tilfredsstillende, eller hvad der ligger til grund for det negative resultat.
Typehusfirmaet offentliggør heller ikke omsætningen, men af virksomhedens egen hjemmeside fremgår det, at 2-Plans Huset bygger 40-50 typehuse om året i hele landet.
De store spiser kagen
Det er ikke en nyhed, at de mindre husbyggere har problemer med at holde hjulene kørende.
I Licitationens store brancheanalyse, som udkom i efteråret, blev 28 af landets største husbyggere analyseret, og her var konklusionen klar: De største husbyggere øger både omsætning og markedsandele, mens branchens store flertal af mindre virksomheder kæmper for at holde indtjeningen oppe.
Analysen viste, at tre virksomheder, HusCompagniet, Eurodan-huse og Lind & Risør, sidder på op mod tre fjerdedele af branchens samlede indtjening. Samtidig viser analysen fra september 2019, at hele 13 af de 25 resterende virksomheder i segmentet går tilbage på indtjeningen, mens antallet af husbyggere med underskud steg fra én i 2017 til fem i det seneste regnskabsår.
Husbygger har røde tal på bundlinjen
2-Plan Huset fra Fredericia er kommet ud af det seneste regnskabsår med et negativt resultat