23948sdkhjf

Byggefirma udvider med indretning og solceller

Virksomheden Midtsjællands Byggeservice har udvidet kompetencekataloget, og har netop slået sig på indretning af hotelværelser og opsætning af solceller.
Traditionelle byggeopgaver i lokalområdet suppleres nu med helt nye opgaver inden for indretning og solenergi hos Midtsjællands Byggeservice. Det skriver Erhvervsbladet.

Komplette indretninger nyt speciale
Midtsjællands Byggeservice har valgt at satse på komplette indretninger af hoteller uden for landets grænser.

- Hotelindretning er et nyt speciale, hvor vi samarbejder med et dansk firma, som vinder opgaver i mange lande. I sommer indrettede vi på seks uger et hotel med 150 værelser i Bruxelles, og vi har også indrettet 90 værelser på Mallorca, siger medejer Lars Nila Nielsen til evb.dk.

Også herhjemme tilbyder Midtsjællands Byggeservice, foruden det vanlige tømrer- og snedkerarbejde, indretningsløsninger.

I den forbindelse har man blandt andet installeret nye skillevægge, nedhængte lofter, gulve og leveret møbler til blandt andre cafeer, sportsforretninger, ejendomsmæglere og diverse detailhandelsbutikker.

Tror på solcelleanlæg
Hos Midtsjællands Byggeservice lægger man ikke alle æg i samme kurv og har derfor valgt at satse på et område i en helt anden boldgade. Solcelleanlæg, som man har stor tiltro til, især fordi den nye regering har varslet et nyt energitilskud efter nytår.

- Der er faktisk mere montagearbejde end el- og vvs-arbejde, når solcelleanlæg skal stilles op, så vi tror på et stort potentiale, siger Lars Nila Nielsen.

Sorte tal på bundlinjen
I de seneste fire år har Midtsjællands Byggeservice A/S haft sorte tal på bundlinjen – dog med et lille dyk i regnskabet frem til juni i år. Men det nye regnskabsår er startet rigtig godt.

- Det tegner rigtig godt - på et kvartal har vi hentet, hvad vi normalt har i omsætning på 4-4½ måned. Og mens ordrebeholdningen gennem et par år har ligget på otte-ti millioner, så er vi steget til 12-13 millioner. Det skyldes nok, at vi behandler kunderne godt og har brede netværk, slutter han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094