23948sdkhjf

Færre ordrer til NCC i 3. kvartal

NCC Construction Danmark kan for årets første ni måneder fremvise et driftsresultat, der er 32 mio. kr. bedre end i fjor. Ordreindgangen har dog været faldende i 3. kvartal.
Trods fortsat uro på de finansielle markeder var der betydelig fremgang i både omsætning og driftsresultat, da NCC Construction Danmark fredag offentliggjorde regnskabstallene for perioden januar-september 2011.

Sammenlignet med sidste år er omsætningen vokset fra 1.580 til 1.877 mio. kroner, og det har bidraget til en stigning i driftsresultatet fra 62 til 94 mio. kroner. Til gengæld er ordreindgangen faldet med 5 % til 2.002 mio. kroner.

- Vores driftsresultat og ordreindgang for årets første ni måneder ligger på niveau med 2010, men vi har noteret os, at ordreoptaget i 3. kvartal ikke har været lige så stærkt som i årets første halvdel. Den fortsatte uro på de finansielle markeder og folketingsvalget har sandsynligvis været medvirkende årsager til dette, siger adm. direktør Torben Biilmann.

Fortsat lange udviklingsprocesser i development
NCC Property Development har i juni og september afleveret et stort logistikcenter i Greve samt et Company House i Skejby ved Aarhus, hvor man også har igangsat et kontorbyggeri til Atea.

Selskabet har desuden haft rejsegilde på to Company House-byggerier i København, henholdsvis på Teglholmen og ved Flintholm Station. Hertil kommer et nyt butiksbyggeri på Lyngby Hovedgade.

- Udlejningen af vores byggerier går planmæssigt. Beslutningsprocessen er lang, men der er lejere, der ønsker at flytte til moderne lokaler og være en del af vores Company House, siger Nikolaj Hertel, der er adm. direktør i NCC Property Development.

Stor interesse for boliger på Islands Brygge
På boligområdet har NCC, trods et 3. kvartal med generel stilstand på boligmarkedet, oplevet succes med et nyt projekt på Islands Brygge i København.

- Boligkøberne har taget rigtig godt imod Havnevigen på Islands Brygge, hvor alle rækkehuse i første salgsetape blev solgt i løbet af få dage. Boligmarkedet er stadig tungt, men med det rigtige produkt er der tydeligvis interesse i markedet, siger adm. direktør Torben Modvig fra NCC Bolig.

Uden for København har prisfald på boliger ført til, at NCC Bolig foretager en nedskrivning af værdien på byggejorden.

Anlæg fastholder markedsandelen
Hos NCC Roads har man som sædvanlig haft fuld fart på henover sommeren, og adm. direktør Thomas Rask Jensen forventer høj aktivitet i den kommende tid, frem til frosten for alvor sætter ind.

- Der er godt gang i alle vores tre forretningsområder; asfalt, råstoffer og vejservice. Vi formår at holde fast i vores markedsandel men oplever også et vedvarende pres på vores priser, som stiller store krav til effektiviteten, fortæller han.


Lavere driftsresultat i moderselskab
NCC Construction Danmark er en del af NCC AB, som også kan fremvise markant vækst i omsætningen, der er steget fra 31.430 til 35.514 mio. kroner.

Driftsresultatet er til gengæld faldet fra 1.084 til 724 mio. kroner, og det giver en driftsmarginal på 2,5 % mod 4,3 % i samme periode i fjor.
Læs mere om: NCC
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125