23948sdkhjf

Dansk byudvikling på vej til Brasilien

De store projekter i Ørestad, Nordhavn og på Carlsberg vises frem for tusinder af brasilianere, når Danmark er med på arkitekturbiennalen i Sao Paulo fra den 2. november.
Der er et stort behov for viden om bæredygtig byudvikling på internationalt plan, og fra onsdag i denne uge kan brasilianerne få et indblik i førende danske løsninger.

Det sker, når Danmark deltager med en udstilling under den 9. arkitekturbiennale i Sao Paulo, der løber frem til den 9. december.

- Det er eftertragtet viden, vi kommer med, når vi kan vise, hvordan bydele udvikles med bæredygtighed i højsædet, siger Solveig Bergmann Nielsen, der er senior projektleder og arkitekt i Dansk Arkitektur Center.

Stolte over at vise flaget
Deltagelsen ved biennalen sker med en miniudgave af udstillingen ”What makes a liveable city?” og indeholder blandt andet flere film om fremtidens København. Udstillingen giver indblik i Københavns tre store byudviklingsområder, Ørestad, Nordhavnen og Carlsberg, samt den massive fysiske forandring, hovedstaden har oplevet igennem de seneste ti år.

”What makes a liveable city?” blev oprindelig skabt til arkitekturbiennalen i Venedig i 2010. Her blev den godt modtaget af det internationale publikum. Efterfølgende har udstillingen været vist på Dansk Arkitektur Center fra 10. juni til 23. oktober, hvor den fik fem ud af seks stjerner i Berlingske Tidende.

- Vi er naturligvis stolte over at vise flaget ude i verden. Udviklingen går stærkt i Ørestad, hvor bl.a. Arenaen er på vej, og allerede kort efter årsskiftet 2011/12 tager vi fat på både salgs- og anlægsarbejdet af Århusgadekvarteret i Nordhavnen. I løbet af de næste tre-fire år vil man ved selvsyn kunne se den nye, bæredygtige bydel vokse frem. Men indtil da er det glædeligt, at udstillingen giver det internationale publikum mulighed for at se, hvor ambitiøse vi er med byudviklingen i København, siger byplanchef Rita Justesen fra udviklingsselskabet By & Havn.

Stort publikum
Sao Paulo har tradition for at afholde store kunst- og arkitekturbiennaler og er en klar parallel til Venedig, som afholder verdens største arkitekturbiennale. Sao Paulo er hele Latinamerikas finansielle centrum og Brasilien er blandt de lande, som investorer regner for verdensøkonomiens nye store spillere.

Sao Paulo har knap 20 millioner indbyggere, og man forventer, at omkring 200.000 vil besøge biennalen, som foregår i den berømte Oscar Niemeyer Pavillon i Ibrapuera Park.

- Det er et stort publikum, og vi håber selvfølgelig, at de mange tusinde besøgende opdager, hvor interessant en by København er, så det giver dem lyst til at besøge København og måske endda investere i et område som eksempelvis Nordhavnen. Det er også en måde at markedsføre danske arkitekter på, som så måske inviteres til Brasilien i fremtiden, forklarer Solveig Bergmann Nielsen.

Det officielle danske bidrag er kurateret og produceret af Dansk Arkitektur Center og sponsoreret af Kulturministeriet, Realdania, Statens Kunstfond, By & Havn, Carlsberg og Copenhagen X. Foruden Dansk Arkitektur Center deltager Københavns Kommune samt arkitektfirmaerne Cobe og BIG ved åbningen. Der vises bl.a. arkitekturmodeller fra de to arkitektfirmaer, som synliggør danske kompetencer indenfor arkitektur og byudvikling.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094