23948sdkhjf

Forventningerne svækkes i byggeriet

Ifølge byggeriets sammensatte konjunkturindikator fra Danmarks Statistik har branchen nedadgående forventninger til omsætning, beskæftigelse og tilbudspriser ved licitation.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at byggeriets sammensatte konjunkturindikator steg fra -17 i september til -16 i oktober. Det er det højeste niveau siden maj måned.

Trods dette er forventningerne til blandt andet branchens omsætning faldet markant, oplyser Danmarks Statistik.

Fortsat svækkede forventninger i ikke-sæsonkorrigerede tal
Sektorens forventninger er samlet set svækkede i forhold til september, vurderet ud fra de ikke-sæsonkorrigerede tal. Forventningen til omsætningen er således negativ med -10 i oktober imod +4 i september.

Forventningen til beskæftigelsen er også negativ med -11 mod -1 i september, mens forventningerne til tilbudspriser ved licitation er faldet fra -13 til -20.

Vægtet efter antallet af ansatte vurderer virksomhederne, at ordrebeholdningen er mindre end normalt med et nettotal på -28 i oktober mod -27 i september. Forventningen til beskæftigelsen ligger på -8 i oktober imod -7 i september. Tallene her er korrigeret for normale sæsonudsving.

Negativ udvikling i anlægssektoren
Anlægsentreprenørerne, som over de sidste måneder har markeret sig med meget positive forventninger til beskæftigelse og omsætning, viser store fald i oktober.

Forventningen til beskæftigelsen er faldet fra +41 i september til -7 i oktober, mens forventningen til omsætningen er faldet fra +44 i september til -6 i oktober. Forventningen til tilbudspriser ved licitation er faldet fra -1 til -15.

Også de traditionelle håndværkerbrancher, dvs. tømrer- og bygningsvirksomhed mv. samt murere og maler- og glarmestervirksomhed mv., er faldet markant fra september til oktober, typisk med 20-30 procentpoint med hensyn til beskæftigelse og omsætning, mens faldene er mindre for tilbudspriser ved licitation.

El-installation mv. er gået frem fra september på alle tre indikatorer og er den eneste branche med positive forventninger til beskæftigelse og omsætning. Branchen har desuden mindst negative forventninger til tilbudspriser ved licitation.

Produktionsbegrænsninger
Virksomheder, der repræsenterer 64 pct. af beskæftigelsen, oplever ingen produktionsbegrænsninger mod 66 pct. i september. Virksomheder, der repræsenterer 23 pct. af beskæftigelsen i sektoren, oplyser, at manglende efterspørgsel var årsag til produktionsbegrænsninger mod 24 pct. i september. Dårligt vejr nævnes af 10 pct. som produktionsbegrænsende årsag imod 9 pct. i september. Finansielle begrænsninger nævnes uændret af 6 pct. både i oktober og september.

Mangel på arbejdskraft angives i oktober af 2 pct. inden for den samlede bygge- og anlægssektor lige som i september. Underbranchen anden specialiseret bygge- og anlægsvirksomhed ligger højest med 10 pct., herefter kommer anlægsentreprenører med 4 pct. og tømrer- og bygningsvirksomhed mv. med 3 pct.

Kilde: Danmarks Statistik

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109