23948sdkhjf

’Grønt’ arbejdstøj med kvalitet og design i højsædet

Danske TOIL ’N’ MOIL er virksomheden bag et nyt, bæredygtigt alternativ til konventionelt arbejdstøj – en kollektion med fokus på holdbarhed, komfort og genanvendelse, som er tegnet af den eftertragtede tøjdesigner, Signe Rødbro.

Idéen til TOIL ’N’ MOIL opstod i forbindelse med en skitur til Østrig for fire år siden, hvor Dennis Conradsen, CEO i den nordjyske koncern Skagensmaleren, havde investeret i nyt skitøj lavet af genbrugsmaterialer. 

”Jeg syntes, det var vældigt smart og gik godt i tråd med den grønne tankegang, som vores virksomhed allerede er bekendt med fra vindmølleindustrien. Senere samme dag læste jeg en artikel om den lokale designer Signe Rødbro, der oplevede stor succes med sit bæredygtige tøjbrand By Signe, og på vej til Østrig begyndte jeg at tænke over, hvorfor der ikke var større fokus på bæredygtigt arbejdstøj”, fortæller Dennis Conradsen.

Det blev ikke kun ved tanken. Idéen om at udvikle et grønt alternativ inden for arbejdsbeklædning voksede langsomt, indtil Dennis Conradsen en dag valgte at kontakte Signe Rødbro, som viste sig at være stor tilhænger af konceptet. Det blev startskuddet til en fælles konceptudvikling med udgangspunkt i forskellige materialer og designmuligheder.

Bæredygtighed – uden kompromiser 

Kvalitet og komfort var aspekter, som vejede tungt i udviklingsprocessen. Skagensmaleren består af syv virksomheder, der samlet set beskæftiger cirka 300 medarbejdere fordelt på fabriksfaciliteter over hele landet, hvoraf den største, Skagen Sandblæseri & Skibsservice har produktioner med omkring 200 ansatte. Derfor er Dennis Conradsen bekendt med de udfordringer og krav, der knytter sig til arbejdsbeklædning i denne type arbejdsmiljøer.

”Vi ønskede, at tøjet skulle være behageligt at have på, let at ånde i og så slidstærkt som overhovedet muligt, og der blev derfor arbejdet benhårdt for at finde producenter og materialer, som kunne leve op til vores krav. Valget faldt på en håndplukket, økologisk bomuld fra det sydlige Tyrkiet, der til fulde afliver skrønen om, at bæredygtige materialer er mindre holdbare end konventionelle”, fortæller Dennis Conradsen.  

Signaljakke i genbrugsplast

TOIL ’N’ MOIL-kollektionen er kendetegnet ved et begrænset produktudvalg ud fra en bevidst strategi om at gøre valget let for kunden og minimere risikoen for overproduktion og -forbrug.

”Man har ikke behov for et bibeltykt produktkatalog med flere hundrede valgmuligheder. Vores sortiment består af én standardudgave inden for hver kategori, som kan fås forskellige farver”, forklarer Dennis Conradsen og løfter sløret for en produktnyhed, som kommer på markedet senere på året: 

”Vi er i gang med at udvikle en 2i1-jakke bestående af en indvendig softshell kombineret med en udvendig signaljakke, der både er vind- og vandtæt. Både yderjakken og softshellen er lavet af genbrugspolyester, som udvindes af plastik, der eksempelvis er opsamlet fra verdenshavene. Softshellen fås i signalfarve, sort eller blå. Vi regner med at lancere 2i1-jakken inden for et halvt års tid”, spår han.

Fra lineær til cirkulær økonomi

TOIL ’N’ MOIL er ikke blot et opgør mod produktionen og kvaliteten af konventionelt arbejdstøj, men også mod måden, hvorpå tøjet bortskaffes. Et nytænkende pantsystem skal sørge for, at der er en gevinst forbundet med returnering af brugt arbejdsbeklædning.   

”Vi ønsker at bevæge os fra den lineære til den cirkulære økonomi og ser en stor værdi i enten at sende arbejdstøjet videre til genbrug eller trække bomulden ud og genanvende det til andre formål. Pantsystemet har til formål at øge tøjets levetid, og vi håber, at det kan inspirere andre virksomheder til at træffe flere miljøbevidste valg”, forklarer Dennis Conradsen, der dog fremhæver et problematisk lovkrav:

”For at kunne trække arbejdstøjet fra i skat er der et krav om, at der skal indgå logoer, hvilket også skaber synlighed for virksomheden. Det er dog med til at modarbejde den bæredygtige indsats, da logoer gør det mere kompliceret at genbruge og genanvende tøjet efterfølgende. Man kunne derfor overveje at ændre reglerne, så det eksempelvis er muligt at begrænse logoerne til trøje eller yderjakke”, foreslår han.

Bæredygtighed kræver aktiv indsats

Dennis Conradsen har også en opfordring til virksomheder, der har ambitioner om at implementere flere bæredygtige tiltag i deres hverdag:

”Arbejdstøjet er et godt sted at starte, fordi man rammer nogle grønne parametre, som er relativt nemme at imødekomme – også rent prismæssigt. Vi oplever desværre, at nogle virksomheder giver op på idéen, fordi de ikke kan købe alt deres arbejdstøj hos os. Vi kan måske kun tilbyde 80 procent af det tøj, de har brug for, men hvis man vil gøre noget for den grønne verden, så må man også selv rykke sig lidt”, lyder opfordringen fra Dennis Conradsen.

OM TOIL ’N’ MOIL:

  • Grundlæggeren af TOIL ’N’ MOIL, Dennis Conradsen, er CEO i familiekoncernen Skagensmaleren, som består af 7 virksomheder, der primært arbejder inden for vindindustrien. Medarbejderne i koncernen  var de første til at teste den bæredygtige arbejdsbeklædning.
  • Ingen pesticider eller kemikalier indgår i dyrkningen af den økologiske bomuld, som både er allergivenlig og skånsom over for huden. Hele kollektionen er desuden GOTS-certificeret.
  • Navnet TOIL ’N’ MOIL, der på dansk kan oversættes til SLID & SLÆB, henvender sig til det globale marked og signalerer, at tøjet egner sig til hårdt arbejde.

Læs mere på www.toilnmoil.com

Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094