23948sdkhjf

Flere kommuner bygger som vikingerne

Ild og vand, der hærder træ. En mere end 1.000 år gammel metode vender nu tilbage i markante byggerier

København, Aarhus, Frederikssund, Vejle og Aabenraa. Det er alle kommuner, som har fået øjnene op for en gammel byggemetode, der allerede i vikingetiden beviste sit værd.

Træet gennemgår en proces, hvor det varmes op til en meget høj temperatur, over 200 grader, og får tilført damp.

Det resulterer i et formstabilt byggemateriale, som hverken udvider eller trækker sig sammen, som tiden går.

Metoden blev brugt i Norden for mere end 1.000 år siden, hvor man behandlede træ med ild og vand for at gøre det mere modstandsdygtigt.

Men byggebranchen bruger den endnu, fordi den sikrer robust og holdbart træ. Samtidigt suger materialet CO₂ ud af atmosfæren og bidrager til et positivt klimaregnskab, ifølge Spektrum arkitekter, hvor man mærker den store interesse for det såkaldt thermobehandlede træ.

Sofie Willems, arkitekt og partner i Spektrum Arkitekter, fortæller, at virksomheden har mærket en stor interesse for træet fra kollegaer, som spørger ind til det.

Alsidig brug
- Og så kan vi mærke, at for eksempel bygherrer og kommuner også er ved at tage det til sig på grund af de mange bæredygtige gevinster, siger hun i en pressemeddelelse.

Thermo-træ er formstabilt og har mange anvendelsesmuligheder, ifølge Spektrum Arkitekter.

- Vi kan både bruge det til indvendig beklædning, terrassebrædder og udvendig beklædning, og vi synes, det er rart ikke at variere tingene unødvendigt. Derfor valgte vi også materialet til både facadebeklædning og terrassearealer ved vores seneste thermo-projekt: det flydende aktivitetshus i Nordhavn, som er bygget i træ fra inderst til yderst. Det får virkelig arkitektonisk udtryk og funktionalitet til at gå op i en højere enhed, siger Sofie Willems i en pressemeddelelse.

Også Givskud Zootopia i Vejle, Skibby Børnehus i Frederikssund og Lyreskovskolen i Aabenraa har brugt det robuste vikingetræ.

Det er den sønderjyske træproducent Frøslev Træ, som blandt andet har leveret træet til det flydende aktivitetshus, og det er blot ét projekt ud af mange projekter, hvor deres thermobehandlede træ, såkaldt heatwood, efterspørges.

- Efterspørgslen er voldsom. I vores tid har vi ikke før prøvet at have så stor efterspørgsel på én træsort. Vores omsætning på heatwood er fordoblet fra 2018 til 2019, og vi forventer en yderligere fordobling her i 2020. Den danske byggebranche har for alvor fået øjnene op for det, siger salgschef hos Frøslev Træ, Morten Bak, i en pressemeddelelse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.794