23948sdkhjf

Dansk Byggeri vil rydde op på villavejene

Udenlandsk arbejdskraft er kommet for at blive – det står ikke til at ændre. Derfor handler det om at se på mulighederne for at få ryddet op, mener Dansk Byggeri.
Hvis man vil arbejde i Danmark, skal man respektere landets love og de regler, der gælder på arbejdsmarkedet. Det skal byggeriets kunder også – og så skal danske byggevirksomheder blive endnu bedre til at markedsføre deres faglige kvaliteter.

Sådan lyder det fra Dansk Byggeri, som står klar til at påtage sig en aktiv rolle i forhold til at sikre bedre moral hos byggeriets kunder.

Tidligere på ugen offentliggjorde Ugebrevet A4, at tre ud af fire danske håndværksmestre er frustrerede over, at mange udenlandske håndværkere omgås de danske regler og love i kampen om at vinde opgaver.

- Vi har tidligere selv lavet undersøgelser med samme resultat og oplever stor frustration fra vores medlemmer, som må se sig slået af udenlandske virksomheder, der har et mere afslappet forhold til fx arbejdsmiljø og moms, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.

Værst på villavejene
Ifølge Dansk Byggeri er det især på villavejene, at den ublu og unfair konkurrence foregår. Det får Lars Storr-Hansen til at pege på, at der skal gøres en aktiv indsats for at få forbrugerne til at indse, at hvis man kan hyre tre håndværkere for éns pris, så er der nok noget, der halter et sted.

- Vi skal have ændret forbrugernes holdning. Ligesom det efterhånden er blevet socialt uacceptabelt at køre spirituskørsel, så skal det også være uacceptabelt at hyre håndværkere, som lader hånt om arbejdsmiljøet eller som ikke føler sig forpligtet til at bidrage til fællesskabet, siger Lars Storr-Hansen og fortsætter:

- Dansk Byggeri vil stadig bide myndighederne i haserne i forhold til at få en effektiv myndighedskontrol på alle dele af markedet.

Mere markedsføring
Endelig skal de danske håndværksvirksomheder blive bedre til at fortælle forbrugerne om fordelene ved at vælge en håndværker, som har orden i sagerne.

- Den opgave vil vi gå aktivt ind i blandt andet gennem markedsføringen af Byg Garanti, så forbrugerne bliver mere bevidste om at vælge en håndværker med garanti bag sig, og vores medlemmer bliver bedre rustet til at markedsføre sig med garantiordningen, så de kan tage konkurrencen op og vinde. Også selvom der er nogen, der forsøger at skubbe dem af banen med ulovlige midler, siger Lars Storr-Hansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094