23948sdkhjf

166 nye ungdomsboliger på havnen i Aalborg

MT Højgaard skal opføre råhuset til ungdomsboligerne, der er inspireret af Aalborgs havnemiljø og dets mange siloer. Hele projektet løber op i 180 mio. kroner.
På grunden til det nedlagte Aalborg Skibsværft på Østre Havn indleder MT Højgaard i de kommende dage arbejdet med at opføre 166 ungdomsboliger.

Byggeriet har meget passende fået navnet ”Beddingen”, og de mange ungdomsboliger skal efter planen stå klar til indflytning i sommeren 2013.

Gavner de lokale virksomheder
Plus Boligs projekt har et budget på 180 mio. kroner, hvoraf råhuset udgør 46 mio. kroner. Entreprisen indeholder jordarbejder, kloakker, pælefundering, betonarbejder og murerarbejder samt levering og montering af betonelementer.

MT Højgaard skal arbejde på projektet frem til august 2012, og undervejs vil den lokale beskæftigelse blive højt prioriteret. Således bliver fx betonelementerne fremstillet på nordjyske fabrikker, fortæller afdelingschef Erik Pedersen fra MT Højgaard.

Inspireret af havnens siloer
Arkitekt på boligerne er Aalborg-firmaet Kjærsgaard & Andersen, der med reference til havnens siloer har skabt et højt byggeri på henholdsvis syv, ti og elleve etager.

Bygningerne opføres i højden med pudsede flader i henholdsvis hvid og en kraftig mørk rød farve som kontrast. De nederste dele af bygningerne får udvendige flader af mørkbrændte teglsten, der ifølge arkitekterne refererer til havnens lavere huse.

En fordel for alle
Direktør Henrik Thomsen i boligselskabet Plus Bolig siger, at valget af entreprenør faldt på MT Højgaard, fordi tilbuddet herfra var det økonomisk mest fordelagtige. Om baggrunden for, at Plus Bolig investerer i ungdomsboliger, siger Henrik Thomsen:

- Der er hårdt brug for boliger til de unge på grund af den store vækst i søgningen til Aalborg Universitet og de øvrige uddannelsesinstitutioner. Opførelsen af flere ungdomsboliger er derfor en fordel for alle.

”Beddingen” er blot et af mange ungdomsboligprojekter i Aalborg Kommune, der topper den landsdækkende liste over antallet af projekter og tilsagn til almennyttige boliger. Markedschef Nina Dencker Nielsen fra MT Højgaard fortæller, at der i 2010 på landsplan blev søgt og givet historisk mange tilsagn til sammenlagt 16.774 almennyttige boliger. Heraf tegner Aalborg sig alene for projekter med over 3.424 almennyttige boliger, og af dem er 2.702 ungdomsboliger. Det svarer til 72 pct. af de kommunale tilsagn til ungdomsboliger i hele landet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109