Med en samlet entreprisesum på 140 millioner kroner gav MT Højgaard det billigste bud på opgaven, og arbejdet med at bygge broen begynder lige efter nytår. Broen skal stå færdig i efteråret 2014, og undervejs vil vandmiljøet have høj prioritet, fortæller afdelingsleder Gert Paarup fra MT Højgaard: - Vi afdækker blandt andet med en tæt skærm, mens vi støber broen, så alt, hvad der drypper ned, bliver samlet op. Derudover lægger vi en flydespærring ude i vandet og anlægger opsamlingsvolde og graver grøfter på land. Vi tager alle forholdsregler for at sikre det beskyttede vandmiljø, siger han. Motorvejsstrækningen mellem Funder og Låsby er en del af motorvejen mellem Århus og Herning, der forventes at stå helt færdig i 2016.