Gennem de sidste knap to år har Aarhus Kommune arbejdet med omdannelsen af den grund, der gennem mere end 150 år har dannet rammen om Ceres’ ølbrygning.
Oprindeligt var det planen at genbruge tre af de gamle bygninger, men da byrådet i sidste uge godkendte lokalplanen for området, stod det klart, at yderligere to bygninger ud til Silkeborgvej skal bevares. Det skriver Jyllandsposten.
- Variation er godt i forhold til alt det nye, der bygges i Aarhus i disse år. Bygningerne kan måske bruges til museumsaktiviteter, evt. kan et fremtidigt Steno- og Naturhistorisk Museum knyttes sammen med Den Gamle By, stedet kan indrettes til ølbrygning eller bruges af de mindste museer, som i dag mangler et sted at være, siger byrådsmedlem Steen B. Andersen til avisen.
Det er Royal Unibrew, der ejer Ceres-grunden, og virksomheden har tidligere fået arkitektfirmaet C. F. Møller til at udarbejde et oplæg til omdannelsen af området.
Projektplanen skitserer en bydel med ca. 145.000 m² bebyggelse; herunder et højhus på 18-20 etager, en bypark langs Aarhus Å samt et stort, underjordisk parkeringshus.
Der er lagt op til at skabe en bydel med et store, grønne arealer og et mix af kontorer, boliger samt undervisnings- og kulturinstitutioner.