23948sdkhjf

Parkeringshus bliver gigantisk kunstværk

Ny donation sikrer blandt andet, at et farverigt øje bliver markant del af parkeringshus i Fredericia

Et 9.000 kvm stort parkeringshus i Kanalbyen i Fredericia er i disse dage omdrejningspunktet for realiseringen af et gigantisk kunstværk.

Bag kunstværket Hydra står kunstneren Kristine Roepstorff, som er inviteret af bygherren A. Enggaard A/S samt Statens Kunstfond og udviklingsselskabet Kanalbyen i Fredericia P/S.

- I et parkeringshus - som er et vilkår i mange byområder og nemt får status af et nødvendigt onde - giver det god mening at skabe en sanselig oplevelse. Huset skal være en stor collage, hvor lyset kan vandre ind fra alle sider. Det skal understøtte lys og liv og være et sted, der vækker sanserne og giver stof til nærvær og måske endda eftertanke, fortæller Kirstine Roepstorff i en pressemeddelelse.

Hun er efter en årrække i blandt andet Berlin vendt hjem til sin barndomsegn ved Lillebælt

Farverigt øje
Aftalen om at realisere værket blev indgået sidste år med økonomisk støtte fra Arbejdernes Landsbank og A. Enggaard A/S. Og takket være en ny donation fra Ny Carlsbergfondet kan et farverigt mosaik-øje nu også realiseres som en markant del af værket.

- Kirstine Roepstorffs vision i Fredericia understreger hendes suveræne fornemmelse for rammer, rum og funktionalitet. Hendes installation både udfordrer og understøtter og vil helt sikkert give stadig nye oplevelser for de beboere og pendlere, der komme til at bruge p-huset til daglig, udtaler Christine Buhl Andersen, forkvinde i Ny Carlsbergfondet, i pressemeddelelsen.

Øjet vil skabe en sanselig effekt med spil af farver og skygger, der har forskellige udtryk hen over døgnets timer, fortæller kunstneren.

- Om eftermiddagen vil lyset falde ind gennem øjet og skabe et fint spil af farver og skygger inde i huset. Om aftenen vil lyset inde fra p-huset skinne ud gennem øjet - som det vågne øje, der passer på beboerne og bilerne om natten, siger Kirstine Roepstorff.

Det nye p-hus kommer til at indeholde 300 pladser, som er øremærket til beboere og pendlere i Sønder Voldgade Kvarteret i Kanalbyen. Kvarteret rummer kontorhuset Port House, et offentligt byrum med slæbested og mole samt boligbyggerierne Bådhusene og Langebro. I sidstnævnte har kunstneren Peter Holst Henckel bidraget til udtrykket i opgangene, som er udsmykket med seks etager høje vandplantemotiver.

Andre steder i Kanalbyen er kunstnere involveret i formgivningen af blandt andet bænke og gårdrum og næste år starter et projekt med kunst som belægning på en offentlig sti.
brahe

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078