23948sdkhjf

Stort fald i byggebeskæftigelsen i 2. kvartal

Efter syv års ubrudt fremgang i byggeaktivitet og beskæftigelse fik også byggeriet en mavepuster med et minus på 5.000 beskæftigede i det første kvartal, efter coronapandemien ramte Danmark. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I 2. kvartal i år var der i alt 175.500 beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen, når der korrigeres for normale sæsonudsving, og dermed svarer faldet på de 5.000 til en nedgang på 2,8 procent.

Dansk Byggeri forventer dog ikke, at byggeriet bliver ramt af yderligere store fald i beskæftigelsen, og tallene skal samtidig ses i lyset af, at branchen har været inde i et opsving.

- Byggebeskæftigelsen har i de foregående syv år vokset støt med 37.000 personer i alt, og det skal det markante fald på 5.000 personer ses i lyset af, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg i en pressemeddelelse.

Fra blød til hård landing
I forvejen var det Dansk Byggeris forventning, at 2020 ville betyde en blød landing med et mindre fald i byggeaktiviteten blandt andet på grund af et hul i markedet for store anlægsprojekter.

- Men nu har coronakrisen ændret byggeriets bløde landing til en lidt hårdere en af slagsen. Når det er sagt, så tyder det meste fortsat på, at bygge- og anlægsbranchen på bundlinjen kommer forholdsvis helskindet gennem coronakrisen, siger Bo Sandberg.

I modsætning til under finanskrisen er både byggeri og boligmarked ifølge Dansk Byggeri en stabiliserende faktor i økonomien.

- Byggeriet er en del af løsningen i forhold til at få sat gang i hjulene igen, både via suspendering af kommunernes anlægsloft, renovering af den almene boligsektor via Landsbyggefonden samt andre klima- og energirenoveringsprojekter, når der skal kød og blod på forårets klimaaftale, siger Bo Sandberg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11