Efter 20 måneder med en konstitueret adm. direktør i spidsen, har Odense-virksomheden Hans Jørgensen & Søn Entreprenører A/S nu fundet en mere langsigtet løsning.
Posten som adm. direktør er ifølge CVR givet videre til Peter F. Andersen, der er startet tidligere i denne måned.
Han overtager efter Allan Christensen, der trådte til efter afskedigelsen af Jens Bastrup i november 2018.
Allan Christensen har ikke ønsket at gøre ordningen permanent, og derfor har der været gang i en ansøgningsproces.
Peter F. Andersen kommer fra en direktørstilling i landets største typehusvirksomhed, HusCompagniet, og har desuden erfaring fra blandt andre Sweco Danmark A/S og Bytømreren A/S.
- Vi synes, han er den bedst kvalificerede af dem, vi har talt med. Vi har taget os god tid, og vi mener, at Peter har den rette tilgang til opgaverne. Han har en erfaring som gør, at han kan drifte Hans Jørgensen & Søn og fortsætte udviklingen her, siger Claus Larsen, koncernchef og hovedaktionær i Larsen og Ibsen Holding A/S, som ejer selskabet.