Aarsleff-koncernen præsterede en overskudsgrad (EBIT-margin) på 5,7 pct. i tredje kvartal af selskabets forskudte regnskabsår 2019/20.
Det fremgår af den netop offentliggjorte kvartalsmeddelelse fra Per Aarsleff Holding A/S, som har fastlagt et mål om at opnå en overskudsgrad på mindst 5 pct. for koncernen som helhed.
Landets største bygge- og anlægsvirksomhed melder i øvrigt om stort set normal drift under coronakrisen. Kun enkelte mindre enheder og aktiviteter har været udfordret af situationen, og der forventes kun en meget begrænset effekt i sidste kvartal af regnskabsåret, fremgår det.
Koncernens omsætning blev i de første ni måneder af regnskabsåret godt 9,8 mia.kr. eller 1,5 pct. lavere end den samme periode sidste år. Heraf var faldet i den organiske vækst 2,5 pct.
I Danmark faldt omsætningen med 5,2 pct., mens den steg med 7,3 pct. i udlandet.
Resultatet af primær drift før nedskrivning af goodwill blev 487 mio. kr. mod 377 mio. kr. i samme periode sidste år. Efter goodwill-nedskrivning blev driftsresultatet 415 mio. kr.
Selskabet opjusterede i sidste uge helårsforventningerne til indtjeningen før nedskrivning af goodwill til et EBIT-niveau i størrelsesordenen 615 mio. kr. mod tidligere forventet 560 mio. kr.
Efter nedskrivning af goodwill forventes et driftsresultat i 2019/20 på omkring 543 mio. kr.
Til gengæld sænkede ledelsen prognosen for omsætningen, som nu ventes at lande ca. 2 pct. lavere end i regnskabsåret 2018/19. Tidligere lød forventningen på en vækst i årets omsætning på 1 pct.
| Mio. kr. | Q1-Q3 2019/2020 | Q1-Q3 2018/19 |
|---|---|---|
| Nettoomsætning | 9.845 | 9.995 |
| Heraf udført i udlandet | 3.201 | 2.984 |
| Resultat af primær drift (EBIT) | 415 | 377 |
| Resultat før skat | 405 | 356 |
| Periodens resultat | 287 | 274 |
| Samlede aktiver | 8.564 | 8.263 |
| Overskudsgrad (EBIT-margin) | 4,2 | 4,6 |
| Egenkapital | 3.242 | 3.059 |
| Ordrebeholdning | 19.518 | 18.402 |
| Ordreindgang | 11.954 | 11.796 |
| Antal ansatte | 7.117 | 6.706 |
| Regnskabsåret blev afsluttet den 30. juni 2019 | ||

