23948sdkhjf

Gammel metode beskytter håndværkere mod corona

Da Stig Brylle Petersen, proces- og entrepriseleder hos Pihl & Søn, klokken 07:00 torsdag den 12. marts, kørte ind på byggepladsen Teglholm Brygge i København, var verden, som han kendte den, forandret. 

For Stig betød det, at sikkerhed på byggepladsen pludselig handlede om andet end arbejdsmiljø, sikkerhedssko og afskærmning. Nu handlede sikkerhed også om at skærme og beskytte hans håndværkere mod virus. Men uden at vide det, havde Stig allerede sikret byggepladsen mod smittespredning til UG med kryds og slange. 

Siden byggesagens start i 2018 har Stig anvendt lokationsbaseret tidsplanlægning. Hans erfaring er, at metoden skaber bedre produktivitet og bygge-flow, end ved anvendelsen af de gængse metoder. Men det skulle vise sig, at metoden også havde en positiv sidegevinst. Den fik stor betydning for sikkerheden, for ham og Pihl & Søns øvrige håndværkere på byggepladsen i forbindelse med corona. 

Metoden var genial til vores nye virkelighed

– Metoden var genial til vores nye virkelighed, udtaler Stig Brylle Petersen. 

– For at undgå smittespredning, måtte der ikke være forskellige faggrupper samlet på det samme sted. Hvis ét sjak blev smittet, måtte det ikke kunne spredes til de andre sjak og resten af byggepladsen. Og fordi metoden allerede sikrer, at der kun er ét fag på ét sted på samme tid, var vi foran allerede på dag et. For at sikre yderligere afstand, etablerede vi derudover 4 etagers forskydning. Det vil sige hvis tømrersjakket gik på 5. sal, gik murersjakket på 1. sal, og så holdt vi 2. – 4.  salen tom som ”buffer”. De forskellige sjak brugte forskellige indgange, og vi stillede sprit på alle etager, så både håndværkere og inventar blev sprittet af, inden det næste fag tog over, uddyber han. 

Samtidig fik man ekstra skure ind, så hvert fag havde deres egen skurvogn, med eget toilet og egen frokoststue. På den måde blev der etableret små isolerede ”celler” på byggepladsen, der gik samlet rundt, og som ikke stødte ind i eller interagerede med de øvrige ”celler”. Så hvis én celle blev ramt af smitte, ville den blive der, og ikke sprede sig. 

Afdækning af smittekæde og dokumentation 

– Det gik hurtigt op for mig, at jeg med metoden også vil være i stand til at dokumentere ”baglæns”. Hvis der kom smitte i murersjak to, kunne jeg med metoden, gå tilbage og få et komplet overblik over, præcis hvor det murersjak har været – og hvornår. På den måde er det enkelt af afdække, hvem der har været tæt på hvem – hvor og hvornår – og afdække en smittekæde ret præcist, udtaler Stig Brylle Petersen. 

Stig og folkene på pladsen har været forskånet for smitte, og har ikke haft brug for at trække dokumentation frem. 

Bremser ”happy-hour for virus”

Planlægningsmetoden, som Stig anvender, er gammel og går også under navnet cyklogram planlægning. Den har været udgået af byggeproduktionen og skolebøgerne i mange år, men en byggeleder med lidt gråt i toppen, kender med garanti metoden fra før 1970. I dag bliver metoden igen undervist på uddannelserne herhjemme. 

Mange byggesager planlægges stadig med de gængse metoder, hvor ophobning af håndværkere på samme tid og sted, og håndværkere, der arbejder hvor der tilfældigvis er plads, er typiske udfordringer.

– Og netop den tilfældighed - hvem arbejder hvor og hvornår - er en stor udfordring i forhold til Covis-19. Ét mindre område af byggepladsen med mange håndværkere fra forskellige sjak og forskellige fag – på samme tid – er happy-hour for virus, Kristian Birch Pedersen, adm. direktør i det specialiserede rådgivningsfirma Exigo. 

– Udover at det selvsagt betyder noget for de enkelte håndværkere, om de bliver smittet eller ej, har det også stor betydning for byggesagen. - Hvis en smitte spreder sig på tværs af sjak og fag, kan man risikere at skulle lukke hele pladsen ned, og sende 200 mand i karantæne. Og det er dyrt for de enkelte entreprenører og for bygherre, fortsætter Kristian Birch

 

Artiklen er en del af temaet Fremtidens projekt- og risikostyring.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112