23948sdkhjf

Islandsk/dansk team bag byfornyelse i Allerød

Ud af 36 forslag blev det to arkitekter fra henholdsvis Danmark og Island, der vandt konkurrencen om en moderne og bæredygtig bydel i Ny Blovstrød.
Torsdag faldt afgørelsen i den internationale konkurrence for arkitekter under 40, Europan, der i år er afviklet for 11. gang.

I Danmark har de unge europæiske arkitekter haft chancen for at byde ind på projekter i Rødovre, Allerød og København, og i Allerød var det et dansk/islandsk forslag, der løb med førstepræmien.

En moderne og bæredygtig bydel
Arkitekterne Mette Blankenberg og Eyrun Margret Stefansdottir blev således kåret som vinder med projektet ”Når naturen blander sig i hverdagen” - et projekt der gør natur og bæredygtighed til generator for fællesskabet i en moderne forstadsbebyggelse.

Vinderforslaget er et bud på, hvordan man kan skabe en moderne og bæredygtig bydel i Ny Blovstrød med frugthaver, fælleshaver, solcelleanlæg og affaldssorteringsanlæg. De to arkitekter er lykkedes med at skabe en bebyggelsesplan, hvor den omkringliggende natur skal bruges aktivt for at styrke fællesskabet mellem beboerne.

- Med vinderforslaget har Allerød fået et visionært og samtidig et ærligt og sympatisk bud på, hvordan Ny Blovstrød skal udvikle sig i en bæredygtig retning. Vinderteamet viser en god forståelse for både det storslåede landskab, vi har i Allerød, og for det liv og de værdier, der udfolder sig i forstaden, siger borgmester i Allerød, Erik Lund.

Realiserbare projekter
I alt 97 arkitektteams fra hele Europa har indleveret forslag til den danske del af Europan 11 konkurrencen; heraf 36 forslag til Allerød, 37 til København og 24 forslag til Rødovre. To tredjedele af de indleverede forslag kommer fra udlandet.

De tre danske kommuner har brugt Europan til at få belyst nogle lokale bymæssige problemstillinger ved at invitere Europas unge arkitekter til at komme med nye og innovative bud på at finde nye potentialer i en række helt almindelige hverdagsrum.

- De tre konkurrencegrunde repræsenterer nogle universelle problemstillinger, som kan genfindes i mange europæiske byer. Vi har valgt tre vinderprojekter der ikke bare er velløste men også realiserbare. De viser en kvalitativ evolution snarere end en revolution af de københavnske byrum og forstæder. Vi er sikre på, at der står tre fagligt stærke teams bag vinderprojekterne og glæder os til at følge det fortsatte proaktive arbejde med at få forslagene realiseret, siger formanden for juryen, arkitekt Andreas Klok Pedersen.

Vinderne i konkurrencen modtager 12.000 Euro, mens andenpræmievinderne modtager 6.000 Euro. I de kommende måneder vil kommunerne undersøge, hvordan et samarbejde mellem dem og vinderne kan udmønte sig. De præmierede projekter udstilles i de tre kommuner i starten af det nye år.

Læs også: Sleth Arkitekter vinder international pris for ny Islev-identitet og Det sidste brokvarter

Læs mere om alle ni præmierede projekter på www.europan.dac.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141