Elbranchen og vvs-branchen er forrest i feltet, når det gælder forbedring af arbejdsmiljøet. Det viser midtvejsresultatet af Arbejdstilsynets særlige indsats i bygge- og anlægsbrancherne 2011.
Arbejdstilsynet har siden 15. januar i år samlet besøgt 673 virksomheder fordelt mellem kategorierne tømrer- og bygningssnedkervirksomhed, murere, vvs- og blikkenslagerforretninger, opførelse af bygninger og el-installation for at vejlede om godt arbejdsmiljø.
Som et led i indsatsen har alle virksomheder fået tilbudt en såkaldt forebyggelsespakke, der er udviklet til at forebygge fysisk og psykisk nedslidning på arbejdspladsen.
Samlet har 22 % af de besøgte virksomheden takket ja til en forebyggelsespakke. Ser man på de enkelte brancher fordeler tallene sig sådan, at 33 % af de besøgte virksomheder i el-branchen har søgt om en forebyggelsespakke, 26 % i vvs-branchen, 17 % i tømrer-branchen, 15 % i kategorien ”opførelse af bygninger” og 13 % i murerbranchen.
– Både vvs- og elbranchen er altså mere villige til at indgå i et aktivt arbejde for at fremme arbejdsmiljøet, og det er utrolig glædeligt. Jeg vil tro, at villigheden hænger sammen med, at de to brancher generelt er præget af mange regler omkring arbejdssikkerhed – for eksempel omkring autorisationskravene, og dermed er der en naturlig bevidsthed omkring området, siger arbejdsmiljøchef i TEKNIQ Birger Hermansson.