23948sdkhjf

35 millioner bygninger skal renoveres i EU

Mere end 35 mio. bygninger skal renoveres inden 2030, hvis det skal kunne lade sig gøre at opfylde EU’s nuværende CO2-reduktionsmål for 2030, anslår EU-Kommissionen i ny plan. Det vil skabe helt nye muligheder for danske virksomheder, mener Dansk Industri. Det skriver DI Business.

EU-Kommissionen anslår i planen ”Renovation Wave”, der netop er blevet præsenteret, at mere end 35 mio. bygninger skal renoveres inden 2030, hvis det skal kunne lade sig gøre at opfylde EU’s nuværende CO2-reduktionsmål for 2030.

– Vi behøver ikke at rejse ret meget rundt i Europa, før vi støder på bygninger med dårlig isolering og utætte vinduer. Hvis Europa skal leve op til sine løfter i Paris-aftalen, er det altså afgørende, at vi kommer i gang med at renovere bygningerne, så der bliver spildt mindre energi, siger Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef i Dansk Industri (DI).

Renovation Wave er en del af den store europæiske klimastrategi kaldet European Green Deal, der skal lede Europa til klimaneutralitet i 2050 som det første kontinent i verden.

– EU-Kommissionen har øje for, at vi både skal have mere grøn energi og bruge energien bedre. Renovation Wave er et godt eksempel på, at klimaindsatsen kan være med til at skabe vækst og arbejdspladser, siger Anne Højer Simonsen.

Planen skaber 160.000 job

Planen vil ifølge EU-Kommissionen føre til 160.000 job i 2030. Ifølge Anne Højer Simonsen skal Danmark være klar til at være blandt leverandørerne.

– Danske virksomheder er blandt de førende i verden til at producere byggematerialer og energieffektive produkter.  Med den størrelse investeringer, som EU-Kommissionen lægger op til her, vil der blive skabt helt nye muligheder for de danske virksomheder, siger den klimapolitiske chef.

Hun henviser til EU’s 750 milliarder euro økonomiske genopretningsplan, som vil bidrage til den grønne omstilling.

– Renovering af bygninger er en af de mest effektive måder at skubbe gang i økonomien og beskæftigelsen samtidig med, at vi skaber grønne resultater, siger Anne Højer Simonsen.

Artiklen er bragt i samarbejde med DI Business.

Forsidefoto: Colourbox

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094