23948sdkhjf

NCC Danmark pænt igennem 2011

Entreprenørkoncernens danske selskaber løftede omsætningen med 4 procent sidste år, og 2012 er indledt med en ordrebeholdning, der er knapt 10 procent større end i 2011.
NCC-koncernen har netop offentliggjort regnskabstallene for 2011, og i Danmark, hvor koncernen beskæftiger cirka 2.200 ansatte, får regnskabsåret positive ord med på vejen.

- Jeg er tilfreds med, at NCC Construction kommer ud af 2011 med en profitabel vækst. Vi har realiseret en vækst på 22 % i omsætning, og vores EBIT-marginal er forbedret fra 4,3 % til 5,0 % takket være en robust strategi. Jeg ser det som et tegn på, at samarbejdet med vores kunder har fungeret godt i 2011, og at vi har formået at skabe det rette match mellem deres behov og vores produkter, siger adm. direktør Torben Biilmann fra NCC Construction Danmark.

Han hæfter sig desuden ved, at det lykkedes at øge ordreindgangen i 2011, og det betyder, at NCC Danmark er gået ind til 2012 med en samlet ordrebeholdning på 3.321 mio. kr. – en stigning på 9,9 procent i forhold til 2010.

Store nedskrivninger på byggejord
NCC’s samlede danske aktiviteter, der udover Construction også omfatter NCC Bolig, NCC Property Development og NCC Roads, har i 2011 realiseret en samlet omsætning på 4.828 mio. kr. – en stigning på 4,0 procent.

Driftsresultatet er imidlertid faldet fra 95 til 71 mio. kr. – især som følge af udviklingen i NCC Bolig, hvor resultatet påvirkes negativt af nedskrivninger på værdien af byggejord med i alt 85 mio. kr.

Torben Modvig, adm. direktør i NCC Bolig, fortæller, at året har været præget af det lave aktivitetsniveau på boligmarkedet og af et fald i boligpriserne på landsplan på 6,6 % i gennemsnit. Der har dog også været lyspunkter undervejs; blandt andet en stor succes i København, hvor projektet ”Havnevigen” fik så god en modtagelse, at byggeriet af de første 49 boliger blev igangsat i 2011

- På basis af salgssuccesen har vi investeret yderligere i Islands Brygge Syd, og sammen med de øvrige NCC-selskaber i Danmark udvikler vi nu Krøyers Plads i København, siger Torben Modvig.

Udfordrende, men tilfredsstillende år
Også hos NCC Property Development er meldingen, at 2011 har været præget af det fortsat lave privatforbrug.

Søsterselskabet NCC Roads har oplevet en positiv udvikling i markedet for vejserviceydelser, fordi flere kommuner har valgt at udlicitere opgaver, som hidtil har været varetaget af kommunale driftsafdelinger.

I et meget konkurrencepræget marked har det imidlertid været en udfordring at få de meget store stigninger på råvaren bitumen og i energipriserne dækket via de priser, der har kunnet opnås.

- En målrettet og dygtig indsats i hele organisationen har dog betydet, at der generelt har været god styring af omkostningerne. Alt i alt et udfordrende men tilfredsstillende forløb af 2011, siger adm. direktør Thomas Rask Jensen fra NCC Roads.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078