23948sdkhjf

Byggeriet satser på vedvarende energiløsninger

Danskerne tager vedvarende energiløsninger til sig. I 2011 blev antallet af solcelleanlæg, der blev koblet til elnettet, firdoblet. Byggebranchen er klar til at yde sit bidrag.
476 solcelleanlæg i 2010 blev til 1.935 anlæg i 2011. Det viser en opgørelse fra Energinet.dk. Det betød, at mængden af megawatt blev fordoblet på blot 12 måneder.

For Dansk Byggeri er det et klart tegn på, at boligejerne er klar til at gå over til vedvarende energi, når de rette forudsætninger er der. Priserne på solcellerne faldt sidste år samtidig med, at der gives tilskud til installationen i BoligJobordningen.

- Byggebranchen har stort fokus på området. Det viste den store tilslutning til Dansk Byggeris konference på Christiansborg i sidste uge. Det er tegn på en branche, som gerne vil være med til at gøre Danmark fri af fossile energikilder i 2050. Ja el- og varmeforsyningen skal ifølge regeringens energiplan allerede være fossilfri i 2025, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.

Stor interesse i byggebranchen
Michael H. Nielsen peger på, at det indebærer, at danskerne skal spare på energien og renovere alt det, vi kan for at sikre, at vi bruger energien så effektivt som muligt.

- Vi skal også udnytte mulighederne i de decentrale vedvarende energiløsninger, som bør etableres ude på de enkelte matrikler. Det er nødvendigt, hvis vi skal nå i mål, tilføjer han.

En afgørende faktor i udviklingen er de virksomheder, der skal producere og installere elementerne til vedvarende energi i de danske boliger. Den erkendelse fik for nylig flere af Dansk Byggeris medlemmer til at slutte sig sammen i interessegruppen VE-Byg.

- Det er afgørende, at virksomhedernes erfaringer bliver brugt optimalt, og at virksomhederne bliver hørt i debatten om løsningerne på området. Det gælder om at tage alle kompetencer i brug. Vi skal sikre, at de virksomheder der er i kontakt med bygningsejerene når der skal energiforbedres kan udfolde mulighederne for bygningsejerne. Det gælder også for vedvarende energiløsninger. Og der er en stor interesse blandt byggeriets udførende virksomheder for at kunne levere VE løsninger som en del af en energirenovering, slutter Michael H. Nielsen.

Kilde: Dansk Byggeri.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.117