23948sdkhjf

Vi skal bygge passivhuse med danske løsninger

Egernsund Tegl er blandt fortalerne for at bibeholde det særlige danske præg i byggeriet og står i spidsen for et partnerskab, der har udviklet og testet et nyt byggesystem.
I Egernsund Tegl har man sat fokus på passivhus-byggeri til danske forhold og dansk arkitektur.

Derfor har virksomheden i samarbejde med Teknologisk Institut, Bjerg Arkitektur, Passivhusinstituttet og Dansk Passivhus Center udviklet og testet et nyt byggesystem, som løser energiproblematikken i de kommende års byggeri – uden at øge vægtykkelsen.

- Ved byggeri til fremtiden står det klart allerede i dag, at vi skal rette ind efter passivhusbyggeri. Men isoleringen er en éngangsudgift, og det er yderst vigtigt at tænke sig om, før man vælger en løsningsmodel, så man får en investering, som over en årrække tjener sig hjem igen, udtaler Bjarne Sjørring, der er direktør i Egernsund Tegl.

Egernsund Tegl har netop leveret tegl og energifalse til et nu næsten færdigopført passivhusprojekt i Ravnshøj ved Frederikshavn, tegnet af Bjerg Arkitektur og Dansk Passivhus Center.

Man skal stadig kunne bygge med tegl i Danmark
Søren Henrichsen, arkitektkonsulent hos Egernsund Tegl, fortæller, at det nye teglmurssystem er udviklet på baggrund af feedback fra arkitekterne, som ofte er af den mening, at hulmursisolering i passivhus-byggeri ødelægger æstetikken og optager alt for meget af boligens areal.

- Vi erstatter traditionel stenuld med PUR- eller PIR-isolering, og herved opnår vi en murtykkelse på kun 41 cm. Ved Passivhus-byggeri er det normalt ikke muligt med så tynd en hulmur. Vores alternative isolering fylder ikke så meget, men har en meget lav lambda-værdi: 0,0210. Vi er gået efter at optimere murtykkelsen, samtidig med at vi lever op til BR15/20-energikravene, siger Søren Henrichsen og tilføjer:

- Hos Egernsund Tegl er vi selvsagt blandt de varmeste fortalere for løsninger, som gør det muligt at bibeholde det særlige danske præg, som der kommer af at bygge med tegl. Det er én af samarbejdspartnerne, Søren Riis Dietz fra Dansk Passivhus Center, helt enig i:

- Det er vigtigt, at danske leverandører af byggematerialer selv udvikler komponenter og systemløsninger til passivhuse. Derfor går vi også gerne ind i et konstruktivt samarbejde med innovative virksomheder som Egernsund Tegl. Deres passivhus-optimerede, slanke hulmurskonstruktion i tegl rammer plet i forhold til behovet i dansk byggeri, og det er den slags præfab-løsninger, som er nødvendige for, at fokus på passivhusbyggeri kan intensiveres og fastholdes i formidable danske løsninger, vurderer han.

Testet i virkelighedens vejr
Ved passivhusbyggeri er det ifølge Søren Riis Dietz vigtigt, at bygningerne ikke kun certificeres efter producenternes egne værdier. Derfor er det nye byggesystem også testet i virkelighedens vejr:

- Passivhusinstituttet lægger vægt på, at værdierne er målt ude i virkeligheden, i praksis, under løbende fugtpåvirkning. Det er ikke dækkende med laboratorieværdier. De overordnede krav til systemet er, at det skal være komplette og kuldebrofrie systemer, der opfylder passivhuskriteriet, forklarer Søren Riis Dietz.

De sidste beregninger på certificeringen af Egernsund Tegls nye system ligger lige nu i Darmstadt, men det samlede certificerede passivhus-system er tæt på at være på plads.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094